Carlsberg Column

Mount Dennis, Field, Canada

60m, III, WI5

27. december 2004 (med Crista-Lee Mitchell & Carlos Buhler) og 7. januar 2005 (med Carsten P. Jensen og John Berreen)

Det er 3. juledag om formiddagen og jeg er netop ankommet til Crista-Lee og Carlos' nye hus i Canmore med jetlag og hele molevitten. Jeg når ikke engang at sætte vadsækken ned før de spørger "vil du med ud og klatre - vi kører om 20 min"? Det kan jeg selvfølgelig ikke sige nej til og efter en lynudpakning finder jeg de mest essentielle stumper udstyr og så er vi på vej. Dagens projekt er Carlsberg Column - man er vel fra Danmark!?

 

Crista-Lee og Carlos på tilgangen til Carlsberg Column (øverst til ventre) og Cascade Kronenbourg (øverst midtfor delvist gemt bag træet). Isen umiddelbart over Crista-Lee og Carlos er ikke værd at klatre og undgåes ved at gå højre om ad en eksponeret travers gennem lavinefelt. En klatrer døde på traversen for et par år siden da han "smuttede", så take care!

Jeg har ikke klatret is i et år, så jeg protesterer ikke da Crista-Lee tilbyder at føre ruten. En WI5 ville også være en hård start! Ruten er på 60 m og afhængig af linien kan man akkurat nå ankeret med et 60 m reb. Alternativt er der et anker ved en hylde ca. 40 m oppe som deler ruten op i to - nederste del er cruxet med delikat klatring på spændende isformationer. Crista-Lee er super-sej og tager hele ruten i ét hug - sådan! Jeg følger efter og er helt lam i armene da jeg når top-ankeret. Ruten fascinerer mig dog og det bliver med det samme et mål at føre den inden afgangen om tre uger.

Crista-Lee fyrer den af på Carlsbergs flotte isformationer.

Og knap to uger står jeg så igen nedenfor Carlsberg pilaren - denne gang sammen med Carsten P. Jensen og John Berreen. Egentlig er vi kommet derud for at lege på naboruten Cascade Kronenbourg (WI6) som Carlos klatrede dagen før og efterlod topreb på, men mens Crista-Lee gør sig klar til at lege får jeg overtalt Carsten og John til at klatre Carlsberg istedet.

Hans fører 1. reblængde på Carlsberg Column.

Min formkurve har heldigvis steget eksponentielt siden sidst og jeg får således stødt og roligt kæmpet mig op til ankeret på hylden. Ruten byder ligesom sidst på interessant klatring, hvor der hele tiden skal tænkes med føderne og arbejdes med balancen, mens der primært hookes i den delikate is.

Hans nærmer sig ankeret ved hylden 2/3 oppe af ruten.

John og Carsten kommer op til mig og John får udstyret og fører den korte men våde 2. reblængde. Her er isen mere solid og ensartet, men bliver dog alligevel interessant for John at føre da han fortsætter over ankeret (to træer) op over nogle steps, som han så må nedklatre, da han ikke kan finde et anker. Carsten og jeg bliver noget forundret over denne mærkelig rebførring - reb ud - reb ind - hvad har han egentlig gang i???

John følger efter på 1. reblængde på delikate isflager.

Jeg har ikke tænkt over at tage min pandelampe med på ruten, så jeg får lov til at følge efter John først i det begyndende tusmørke. Heldigvis var Carsten mere forudseende og han får således lov til at træne natklatring i lampelys. Jeg får til gengæld lov til at abseile i totalt mørke, men heldigvis har jeg jo rapelle-ruten i frisk erindring, så det går problemløst derned ad i dybet......

Carsten gør ruten færdig i buldermørke. De steps som John fortsatte op ad ses til venste - don't do it!

På vejen til Field havde vi snakket med rangerne omkring lavine faren i området (Carlsberg er i modsætning til Kronenbourg lavine udsat da der er en couloir over den). Lavinefaren var heldigvis moderat/lav og den ældre ranger kunne endvidere frejdigt fortælle "Kronenbourg is in!" (det er den sjældent). Den så også ud til at være formet, men havde været temmeligt udfordrende at føre, men det skal WI6 vel også være!?

Carlos sikrer Crista-Lee på Cascade Kronenbourg (WI6) - naboruten

til Carlsberg Column. Alle ruterne i området er iøvrigt opkaldt efter

øl-mærker og kaldes "The Beer District". Canada's Jomfru Ane gade?!

 

Tilbage til Canada2005 forside

 

Last update: 20-1-2005

© Hans Bräuner-Osborne