Jeg er taget til Chamonix med min kæreste Elvira Vaclavik for at bestige Mt. Blanc. Da bjerget kræver god akklimatisering til højden indlogerer vi os i Cosmique hytten (3650m) i en hel uge. Hytteværten er meget forundret: "Hvad vil I lave heroppe en hel uge?!" - det er helt tydeligt at de fleste kun sover her én nat på vejen til Mt. Blanc. Der er dog masser af toppe og ruter at klatre i området, som vi vil bruge på at træne mens vi venter på akklimatiseringen og et vejrvindue. De første to dage er vejret fantastisk og vi klatrer Mt. Blanc du Tacul (4248m) den første dag og Aig. du Midi (3842m) [via Cosmique graten] den anden i perfekte forhold. Vejen til Tacul går via Epaule du Mt. Blanc du Tacul som også er starten på ruten til Mt. Blanc. Vi får således mulighed for at studere ruten til Mt. Blanc i klart vejr, hvilket vi senere kommer til at sætte stor pris på..... Efter de to dage med godt vejr slår vejret om til snevejr og dårlig sigt i to døgn efterfulgt af kraftig vind. I de to dage med dårligt vejr træner vi "self-arrest", sne-ankre, GPS navigation m.m. og beder til at det holder op med at sne! Da det endeligt holder op klatrer vi Pointe Lachenal (3613m) som er en fin lille top der starter med tre reblængder isklatring på ca. 40° is efterfulgt af en kort reblængde på klippe. Isen er perfekt træning til den rute der venter os på Mt. Blanc, hvor især ruten op ad Mt. Maudit er stejl og iset.

Nordsiden af Mt. Blanc du Tacul set fra Cosmique graten. Som det ses er der gået en lavine på ruten, hvilket kostede to englændere livet ugen før vi kom. Man blev således mindet om at ruten var alvorlig på trods af den lette sværhedsgrad (PD).

Før musen over billedet for at få udpeget ruten til Tacul m.m.

Vi går over plateauet mellem Tacul og Maudit og ser nu kun omkring 4-5 små grupper af pandelamper foran os - de fleste er stoppet ved bunden af nordsiden, mens én gruppe på 3-4 personer er på vej op ad selve nordsiden. Da vi ankommer til grupperne ved bunden af nordsiden er der store diskussioner i gang mellem især de lokale guider. Konsensus er at sneen er for usikker: der hvor vi står er der 10-20 cm vindpakket sne ovenpå et tykkere lag af "sukker-sne", hvilket er en god opskrift på en lavine hvis forholdene er lige sådan oppe på nordsiden, hvor vi kommer i den kritiske zone på 30° - 50° hældning (og hvor der sandsynligvis er mere sne). Efter en del debat bliver de lokale guider enige om at vende om og "nøjes" med at bestige Mt. Blanc du Tacul, mens enkelte andre grupper fortsætter. Elvira og jeg bliver tilbage og kigger lidt på hinanden..... Jeg er helt enig med guidernes vurdering af at forholdene hvor vi står lige nu ikke er gode, men jeg føler på den anden side at det vil være for nemt at give op allerede - vi er jo dårligt kommet igang! Samtidigt er jeg ikke overbevist om at forholdene vil være lige så dårlige oppe på selve nordsiden, hvor bl.a. vinden har været anderledes end her i bunden. Det kan således både være bedre eller værre deroppe, og vi bliver derfor enige om at undersøge sagen nærmere. Først traverserer vi under nordsiden for at komme til højre for de store serac'er og efterfølgende begynder vi at begive os opad. Sneen bliver hurtigt bedre og jeg føler mig sikker nok til at fortsætte fremad. Vi har to store guidede "ekspeditioner" fra Schweiz foran os og de begynder at sikre fremmarchen for deres klienter da det begynder at stejle til. Det går utroligt langsomt og jeg er bare interesseret i at komme ud af lavine- og serac-zonen så hurtigt som muligt, så vi klatrer hurtigt forbi dem. Længere oppe møder vi en franskmand og tre unge børn som vi har spist morgenmad med dagen i forvejen. Vi diskuterer forholdene og bliver enige om at det vi være mere sikkert at gå via Mt. Maudit toppens nord-øst grat fremfor normalvejen ad Col du Mt. Maudit. Varianten er mere eksponeret og graten og selve toppen af nordsiden ser iset ud, men sammenlagt virker det mere sikkert. Her bliver jeg dog virkelig i tvivl - er Elvira erfaren nok til at klatre denne del? Vi vil sandsynligvis ikke kunne sikre det - så et fald vil være katastrofalt for os begge da jeg næppe vil kunne holde et styrt med kun én økse. Vurderingerne flyver igennem mit hovede og i et kort øjeblik er vi mentalt vendt om, men de fire franskmænds optimisme smitter af på os - vi fortsætter.....

Billede af Mt. Maudit's nordside. Pga. sne- og isforholdene valgte vi at gå op over selve Mt. Maudit via nord-øst graten (rød streg) fremfor via normalvejen op over Col du Mt. Maudit (grøn streg).

Før musen over billedet for at se de to ruter (billedet er taget i godt vejr et par dage før vi besteg Mt. Blanc).

Heldigvis er hun så koncentreret om klatringen at hun ikke kigger ned på de overhængende serac'er under os..... Samtidigt efterlader vi langt de fleste af de grupper der ikke allerede vendte om ved bunden af nord-siden - de opgiver at klatre nord-øst graten.

Elvira på Mt. Maudit's nordvæg. Nedenunder ses en række klatrere på nord-øst graten kort tid før de vendte om.

Så står vi på Mt. Maudit - eller rettere en kort & let klippe-reblængde under toppen. Vi får dog hurtigt andet at tænke på end lige at smutte op på selve toppen, da vi temmeligt overrasket kigger direkte ind i en white-out storm...... Fascinerende hvor forskelligt vejret kan være på to sidder af et bjerg - godt nok blæste det på nordsiden af Maudit, men her på sydvest siden er der decideret storm [senere hører vi at der var +60 km/t vind i 4000 m] og den fygende sne stikker som nåle i ansigtet. Det står mig klart at vi ikke kan vende om da isen på nord-væggen ikke er solid nok til at lave abalakov ankre eller holde skruer til abseil og jeg tvivler stærkt på at Elvira er dygtig nok teknisk til at kunne nedklatre den. Der er således kun én vej: op til toppen af Mt. Blanc igennem stormen og så ned ad den teknisk meget lettere Goûter rute på den anden side af bjerget.

De fire franske bjergbestigere i storm og white-out mellem Mt. Maudit og Mt. Blanc.

Franskmanden med de tre unge børn står i samme situation som undertegnede og er enig i at det vil være for farligt at vende om nu. Vi ender således med at følges ad til toppen og heldigvis har han besteget Mt. Blanc ti gange tidligere, så jeg slipper for at skulle guide os gennem white-out'et med GPS'en (hvilket ville tage sin tid da vi jo samtidigt skal tage os i agt for ikke at ryge ud over en kant eller i en spalte.....), så det er en kæmpe hjælp at have ham foran os. Bagved os har vi tre øst-europæer, så selvom vi går som tre uafhængige reblag holder vi alligevel hele tiden lidt øje med hinanden, hvilket er rart situationen taget i betragtning. Først skal vi dog lige ned ad Mt. Maudit's syd-vest side som også er iset og næsten lige så stejl som nord-siden. Vi nedklatrer isen baglæns og lidt længere nede kommer der et lille klippeparti som vi så går over til at nedklatre da det er lettere end isen. Det får os dog samtidigt tæt på kanten af afgrunden mod øst, men heldigvis kan man jo ikke se så langt i et white-out, så Elvira bevarer roen :-) Sikkert nede af syd-vest siden bliver klatringen betydeligt lettere, men til gengæld er vi nu 100% eksponeret for vinden mens vi begiver os nedad mod Col de la Brenva (4303 m). Heldigvis er vinden ikke kold, så vi har ikke problemer med at holde varmen, men da det begynder at gå opad igen begynder Elvira så småt at vise træthedstegn. Ikke underligt når man tager eksponeringen, højden og det mentale pres i betragtning, men samtidigt erkender jeg at vi ikke har været dygtige nok til at indtage væske og energi indtil nu. Jeg tager således hendes del af rebet og alt i hendes rygsæk over i min og vi begynder at holde jævnlige stop, hvor vi indtager sportsdrik og GU (sportsgel). Specielt GU'en virker som en kick-starter og vi får begge fornyet energi.

Syd-vest siden af Mt. Maudit. Før musen over billedet for at se normalruten via Col du Mt. Maudit (grøn rute) og vores rute via toppen af Mt. Maudit (rød rute). Man ser også det klippeparti som vi nedklatrede under toppen af Mt. Maudit for at komme ud på graten.

Samtidigt er det motiverende at kunne begynde at tælle ned: 300 højdemeter tilbage, 200, 100 og endvidere er der nu et klart spor mod toppen det meste af tiden. Pludselig dukker der to englændere ud af tågen og de kan berette at vi kun er 10 min fra toppen, hvilket er fedt at høre. Han siger dog også at det ikke er et sted man har lyst til hænge ud, da det blæser sindsygt meget deroppe - det har han ikke svært ved at overbevise os om! Jeg undrer mig over at de vælger at gå tilbage gennem stormen ad en længere og teknisk sværere rute - men det er jo deres eget valg - vi fortsætter i hvert fald. Endelig får vi lidt held med vejret, da de fire franskmænd pludseligt står i et nærmest guddommeligt lys - vi er ved at komme op over white-out'en.

De fire franskmænd på vej op til klart vejr før Mt. Blanc toppen.

Og som ved magi, klarer det med ét op og vi omsluttes af en fantastisk udsigt over Mt. Blanc. massivet. Det er det mest forunderlige syn at kigge tilbage mod Maudit, da det dårlige vejr er 100% isoleret til Col'en imellem de to toppe - alle andre steder er det klart! Det er sgu noget af det vildeste mikro-klima jeg nogensinde har oplevet, men sådan er det jo i bjergene.

Elvira, godt tiliset, er netop kommet op over det dårlige vejr mellem Mt. Maudit og Mt. Blanc.

Elvira kysser tibetanske bedeflag på toppen af Mt. Blanc. Toppen af Mt. Maudit ses over hendes højre hånd der holder stolpen og man ser tydeligt det dårlige vejr mellem Mt. Maudit og Mt. Blanc. Det fremgår også at det blæser helt vildt på den sammenbøjede østeuropæer som er på vej op.

Sigten på den anden side af Mt. Blanc er perfekt og vi skal således nu "kun" tænke på at holde balancen på den smalle grat i stormen. Vi minder hinanden om at de fleste ulykker sker på vejen ned og at vi således skal fokusere på at holde koncentrationen på trods af den snigende træthed. Herefter begynder vi at gå nedad. Det er nu særdeles nemt at finde vej og fedt at kigge tilbage på uvejret mellem Maudit og Mt. Blanc og tænke "fedt at vi ikke skal tilbage dén vej". Vi kommer således stille og roligt nedad mod Goûter hytten som vi ankommer til kl. 13:00. Vi har naturligvis ingen reservation og hytten er propfyldt (ikke mindst da folk nu flygter fra Cosmique siden mod Goûter siden pga sne-forholdene på Mt. Maudit), men heldigvis finder hytteværten et par senge til os, så vi får lov til at blive. Det glæder mig enormt meget, da jeg har hørt tilstrækkeligt mange røverhistorier om kæmpe stenfald i klippe-couloiren som skal passeres på vej ned til toget til at vide at den bedst passeres tidligt om morgenen når klipperne stadig sider fast i frosten! Jeg ringer til Cosmique hytten og forklarer at jeg står på den anden side af Mt. Blanc og således først kommer og henter vores ting dagen efter. Han bliver glad for at høre vi er OK - ikke mindst da vi har oparbejdet en betragtelig regning i den forløbne uge :-)

Den spidse grat på vejen mod Refuge de l'Aig. du Gouter. Vallot hytten ses på toppen af klipperne til højre.