Ouray Ice Festival

Colorado, USA

15-17. januar 2004

Ouray Ice Park er et unikt sted: en kunstig ispark med over 150 is- og drytooling ruter i alle sværhedsgrader indenfor 10 minuters gang! Her er alt hvad hjertet kan begære og på de fleste ruter kan man selv vælge om man vil føre eller anvende topreb på bolt-ankre. Det er således et ideelt sted at lære at klatre - eller blive endnu bedre til det.

 

Hvert år arrangeres Ouray Ice Festival som vel er den største i verden p.t. Verdens bedste klatrere kommer for at deltage i workshops, konkurencer, holde foredrag, socialisere m.m. og det er ganske festligt. Jeg var til festivallen i 2004 hvor jeg fik lejlighed til at deltage i workshops med nogle af mine idoler - fedt og lærerigt! Nedenfor kan I læse nogle af de tips jeg fik. Det er jo ikke en eksakt videnskab at isklatre så husk at bruge hovedet selv og uddrage det der passer til Jer.

Ouray Ice Park. I baggrunden ses den store udstilling ved festivallen, hvor man kunne prøve ALT udstyr.

Super fedt at kunne prøve nyt udstyr før man køber det!

Mark Twight - Tricks for moving faster on ice

Mark Twight soloer mens han giver instruktioner til en kursist i topreb!

 

Mark Twight er vel mest kendt for sin kontroversielle bog "Extreme Alpinism - Climbing Light, Fast & High" som folk enten elsker eller hader. Hans koncept er at medtage så lidt som muligt & træne hårdt så man kan bevæge sig hurtigt & højt.

 

Her er de tips jeg tog til mig:

  • Brug så lidt tøj som muligt og sørg for at det er lavet af flexible materialer. Herved spares energi pga mindre vægt og mindre modstand når man løfter ben.
  • Få så meget ud af hver økseplacering som muligt - placer én økse og bevæg herefter begge fødder op (det er en typisk begynderfejl at placere begge økser - bevæge begge ben - placere begge økser - bevæge begge ben etc.). Se f.eks. video af Thomaz Humar nedenfor der viser hvordan økse/ben frekvensen skal køre.
  • Lav bombeplaceringer med øksen hver gang! Så tør man bevæge sig langt op på hvert tool (helt op til at tage om hovedet og presse ned med armen). Samtidigt får man et bedre udgangspunkt for at gøre den næste placering bombesikker.
  • Brug de store muskler (1) tro på fødder og stem op med ben fremfor at trække op i arme (2) sving primært med skulder - ikke små "picks" med håndledet.
  • Bevæg fødder under isøkserne mens der trædes op
  • Fordel vægt ligeligt på begge fødder - skyd hoften for at fordele vægten
  • Lær at nedklatre! Sparer ofte tid og er mere sikkert end abseils. Træn det ved ice-bouldering eller i topreb.
  • Træn at gå sikkert & afslappet i terræn.

Guy Lacelle - How to Place Ice Screws Effectively and Efficiently

Guy Lacelle soloer også mens han giver instruktioner til en kursist i topreb!

 

Guy Lacelle er bl.a. berømt/berygtet for at solo isklatre selv meget svære og lange ruter. Det forekom mig således lidt ironisk at netop hans workshop skulle handle om at placere isskruer! Han begyndte da også lektionen med at fortælle baggrunden for hans manglende lyst til at sætte skruer: han begyndte at isklatre da man brugte snargs som blev slået ind og skruet ud og siden kom der isskruer hvor man skulle bruge isøksen som vægtarm for overhovedet at få dem skruet ind (som nærmest var umulige at rense for is når man havde skruet dem ud). Han var således blevet overbevist om at det ikke kunne svare sig at sætte dem, da man brugte så meget tid og kræfter på det at man derved udsatte sig for andre farer!

 

  • Han begyndte med at demonstrere den nye Petzl Laser Sonic isskrue som har den fordel at den er hurtig at skrue i pga det løse karabin øje. Samtidgt kan man skrue den ind og ud med en quickdraw påsat, hvilket især er en fordel for nybegyndere så de ikke taber udstyret! I forhold til min favoritskrue, Grivel 360°, skal man dog rydde et stort område omkring skruen for at kunne skrue den helt i.
  • Vær forsigtig når du fjerner is omkring skruen for at kunne skrue den helt i - hvis man hakker for voldsomt kan man slå revner i isen som svækker skrueplaceringen.
  • Det er gevindet der holder skruen! Korte skruer (10 cm - såkaldte stubbies) har næsten samme længde gevind som lange (22cm) og holder derfor ligeså godt i god is. Kun hvis den yderste is er dårlig kan det svare sig at bruge lange skruer. Hvis man til gengæld skruer gennem isen til et luftlag længere inde er det bedst at bruge korte skruer (klik her for at se billede der sammenligner en 10 og 17 cm skrue).
  • Placer skruer før & efter crux - ikke mens man kæmper med cruxet!
  • Tænk kreativt - afbind f.eks. iskolonner med slynge og sikrer i det.
  • Ofte er isen i bunden bag gardiner og istapper solid og god at sætte skruer i (husk lang slynge for at undgå reb-træk hvis du er gået langt ind i isen).
  • Brug screamers på de 4-6 første placeringer.
  • Se efter farveskift i isen da det ofte er tegn på dårlig / hul is.

Thomaz Humar

Thomaz Humar viser hvordan man klatrer som en "frø". Klik på billedet for at se film.

Filmen (0.5MB) er i mp4 format som kræver installation af Quicktime.

 

Thomaz Humar er især kendt for at bestige høje bjerge ad svære ruter med enorme objektive farer. I sommeren 2005 blev han endnu mere berømt/berygtet for at forsøge sig solo på Nanga Parbat's Rupal Face i dårligt vejr som endte med en større redningsaktion, hvor han blev hentet i 6000 m med helikopter. Han var både sjov & flink og kørte i total overdrive konstant! I modsætning til Twight og Lacelle havde sponsoren forbudt ham at solo - de kender ham vist lidt for godt! - så han demonstrerede i topreb.

  • Klatre som en frø! Dvs at have arme og ben lidt spredt - som viseren på et ur der er "10 i 2". Det giver god balance.
  • Lav bivuak plads på sne/is skråning ved at hakke det ned for oven og samle det med knæ for neden. Det løse sne/is banker man så på plads for neden og cementerer det ved at ånde, spytte og tisse på det! Herved opbygges platformen både oppe- og nedefra hvorved der spares tid & kræfter.
  • Pas på ikke at falde ud af teltet på platformen! Vend åbningen indad og vær altid sikret til skrue - også mens du er inde i teltet.
  • Brug gas i teltet - ikke benzin! Han har brændt telt af ved sidstnævnte!
  • Træn op- og nedklatring ved at boulder uden økser. Træner balance, at stole på ben og at sprede dem.
  • Træn nedklatring så du er forberedt på mistet partner/reb m.m.
  • Træn efter det du vil møde. Gå f.eks. op ad bjerg med rygsæk og løb i tusmørke nedad gennem sne, scree og træer!
  • Træn at være på flerdages tur uden mad & drikke.
  • Tør dit tøj med det samme når du slår lejr. Skift sokker med det samme og tør dem ved at lægge dem på kroppen eller putte dem på Sigg flaske med varmt vand i. Vend din "tøj-sandwich" - dvs at tage det tørre ydertøj på inderst og undertøjet på yderst - så tørrer det hurtigere og du bliver ikke afkølet fra det tørrende undertøj.
  • Fil overkanten af øksen så den skærer isen og ikke smadrer den når den skal ud.
  • Fil - fil - fil!!! Du kan købe nye blade og points til isøkser/steigeisen men ikke et nyt hovede!

Mike Alkaitis - Steep Waterfall Technique

Kursist øver sig på gardin-teknik.

 

Mike Alkaitis er Executive Director for den amerikanske guide forening (AMGA) og gav en række gode råd til at klatre teknisk svær is.

  • Få så meget højde ud af hver placering som muligt. Pas dog på ikke at placere øksen for højt, da man ellers kan få svært ved at få en halvdårlig placering ud mhp at slå igen.
  • Kom over "bulges" hurtigt! Placer ikke økser for højt over bulges - så kan du ikke se fødderne!
  • Før øverste skulder ind mod isen - så får du ekstra rækkevidde.
  • Stem imod pillars med knæ & skulder - det giver aflastning.
  • "Stack tools" (dvs at placere den ene i isen og lægge den anden på tværs ovenpå) eller tag begge hænder på én isøkse (kræver leashless) for at komme op ad gardin uden brug af fødder (P.S. Det er hårdt!!!).

Jean Christophe Lafaille - Challenges of Climbing Big Mountains

Dette billede har intet med JCL at gøre - men er en lille video af Sean Isaac der klatrer i konkurencen og får en stor klump is i hovedet! Filmen (1.2MB) kræver Quicktime.

 

Jean Christophe Lafaille er en af verdens bedste alpinister og er tæt på målet om at bestige alle 14 8000m bjerge. Han blev berømt/berygtet i 1992 hvor han nedklatrede Annapurna's sydvæg efter at have mistet makker og udstyr i 7200m (aprospos at øve nedklatring!). Han kom med en masse gode råd om at bestige høje bjerge.

 

  • Byg dit niveau op langsomt.
  • Prøv et 7000m bjerg før 8000m - de fleste problemer opstår ved 6000->7000m.
  • Forbered dig på at fejle. Det er farligt at presse sig selv pga forberedelserne, penge, presse m.m.
  • Gå i små grupper (1-3 personer) - undgå forskelle i mål, motivation m.m.
  • Find partner som du kan leve lang tid med i base camp - "good feeling" er vigtig. Selv folk som er gode venner på endagsture er ikke nødvendigvis gode at have med på lange ture.
  • Følg dit eget instinkt. Undgå lemming effekt - ofte starter én gruppe hvilket får andre til at følge efter. Du har dog ingen garanti for at den første gruppe ved hvad de laver!
  • Over 6500m gælder "You are alone - even among friends"!
  • Medbring bøger om andet end bjerge, fotos, musik, god mad, slik til base camp, da det er kedeligt at være der i ~1-3 måneder.
  • Medbring telt til hver person i base camp.
  • Anvend ekspeditionsstil til normalruter med få objektive farer og alpin stil til nye ruter.
  • Akklimatiser helst på det bjerg du vil bestige eller et i nærheden - så lærer du bedst at læse vejr, sneforhold m.m. der varierer meget mellem regioner og årstider.
  • Højdebestigning er "80% hovede og 20% fysik". Forbedred dig mentalt ved at træne fysisk i dårligt vejr, sove i snehuler etc.
  • Efter opsætning af telt: skift sokker med det samme og tør dem på kroppen. Sørg for tørre inderstøvler ved f.eks. at lægge handwarmers i dem om natten - eller tør dem over brænderen.

 

Tilbage til Canada/USA 2004 forside

 

Last update: 18-12-2005

© Hans Bräuner-Osborne