Bestigning af Mount Aspiring (3033 m), New Zealand5. januar, 2007 (Click here to read the story in English |
|
|
Bjergbestigning i New Zealand er kendetegnet ved tre ting: lange tilgange, løs klippe og dårligt/omskifteligt/uforudsigeligt vejr. Man kan derfor undre sig over hvorfor jeg er taget derned for at bestige Mt. Aspiring sammen med min kæreste Elvira..... Når man kigger på et verdenskort bliver man hurtigt klar over hvorfor The Southern Alps er notorisk kendt for dårligt vejr. Bjergkæden ligger kun 50 km fra vestkysten hvor næste stoppested er Sydamerika. Der er således intet til at mildne vestenvinden fra det Tasmanske Hav og man får sjældent et langt varsel for dårligt vejr, da de kun har satellitter og nogle få havstationer til at give metrologerne data. Efter at have læst adskillige beretninger om folk der har været fastlåst i storme i op til en uge i snehuler på bjergene - ikke altid med lykkelig udgang - er det således med den største respekt at vi kaster os ud i projektet. Mange er blevet snydt af de relativt lave bjerge der får én til at tro at det er nemt og sikkert i forhold til f.eks. alpernes 4000 m toppe. Endvidere er der ikke mange hytter i bjergene (der alle er uden hyttevært, gas, mad og tæpper men dog ofte med en 2-vejs radio), hvilket resulterer i lange topdage og der er stort set ingen mobiltelefon dækning i disse sydlige alper. Med andre ord, er det således med en helt anden "commitment grade" at man klatrer i New Zealand end i Europas alper. Fedt da det giver en følelse af eventyr, men respekten har vi i hvert fald fået under huden inden vi overhovedet har fået sat vores ben på bjerget.....
Mount Aspiring og The French Ridge set fra helikopter "tilgangen". Før musen over billedet for at få udpeget toppe, ruter m.m. | |
En af de store fordele ved at klatre i New Zealand er at der er 1 million ting man kan foretage sig mens man venter på vejr vinduet. Efter vi lander d. 28/12/06 finder vi hurtigt ud af at vejret er koldt og vådt for årstiden. I modsætning til den usædvanlige varme december i Danmark, har New Zealand således lige haft den koldeste i 40 år. Vi lægger således ud med at vandre "The Northern Circuit" - en 55 km vandretur om og over de smukkeste vulkaner på nordøen. Turen er opgivet til at vare 3-4 dage, men vi laver den på 2 og får bekræftet at træningen op til turen har båret frugt. Vi får således stimuleret vores selvtillid til den kommende maraton topbestigning og tilgang/nedstigning. Samtidigt får vi rystet noget af de 12 timers jetlag af os. Herefter begiver vi os ned på sydøen, hvor vi kører ned ad østkysten i dårligt vejr mens vi jævnligt checker vejrudsigten på nettet.
Det forunderlige ved New Zealand er hvor forskelligt vejret kan være vest og øst for den nord/syd gående alpe-bjergkæde. En aften sidder vi således på østkysten i dårligt vejr, og kan pludselig se at der er et højtryk på vej mod sydøen fra det Tasmanske hav og at vejret allerede er godt på vestkysten. Vi beslutter os derfor at drage mod Wanaka tidligt næste morgen og forberede bestigningen. Vejrvinduer varer sjældent mere end et par dage i de sydlige alper, og vi er således under tidspres. Vi bliver således hurtigt enige om at de to dages tilgang i hårdt terræn er udelukket - ellers når vi det ikke! Vi booker derfor en helikopter til at bringe os op til Bevan Col bjergpasset (1851 m) et par timers gletsjer vandring fra Colin Todd hytten (1800 m) som man laver toppen fra. En dyr fornøjelse (ca. 3200 kr) som pludselig får én til at synes at Midi liften i Chamonix er billig! Vi pakker om aftenen og næste morgen er det så af sted med helikopteren. Det tager ca. 10 min at tilbagelægge tilgangen på ca. 25 km og 1500 højdemeter og samtidigt får vi en super udsigt over alperne som næsten er alle pengene værd i sig selv. Vi får også udpeget tilgangsruten som vi går nedad et par dage senere. Da vi når passet hopper vi ud af helikopteren og snupper vores rygsække fra "bagagerummet". Herefter letter den og det er en underlig følelse der sætter sig i én. Kun få dage efter vi er ankommet til New Zealand står vi nu i de sydlige alper på den anden side af jordkloden. Man føler sig virkelig alene i verden og den tidligere omtalte respekt knuger lidt i maven.....
Helikopteren letter efter at have sat os af på Bevan Col. Colin Todd hytten ligger på klippegraten i det fjerne lidt til venstre for midten af billedet. |
|
Vejret er dog perfekt - høj sol og ingen vind - så vi får hurtigt bundet os ind og begiver os ud over gletsjeren til hytten som vi kan se på en klippegrat på den anden side af bassinet. Der er kun få spalter og sneen er stadig forholdsvis hård, så det føles let og sikkert. På vejen mod hytten møder vi et par andre reblag som er på vej ned efter succesfuld bestigninger. De beretter om perfekte forhold på ruten, så optimismen får endnu et nyk opad. Ligesom Matterhorn har Mt. Aspiring tre markante grater og tre faces der alle er besteget og har ruter i varierende sværhedsgrader. Især nordvest og sydvest graterne er meget populære og vi har udset os førstnævnte som også er den letteste. Nordvest graten kan enten følges hele vejen fra hytten via klippe i starten eller også kan man tage en genvej via en sne-rampe (kaldt “The Ramp”), hvorved første og sværeste del af klippegraten undgås. Sidst på sommeren er sneen i bunden af denne rampe dog smeltet væk og den kan endvidere have en svært passabel bergschrund. Det normale er således at bruge rampen indtil den bliver for ufremkommelig, hvorefter man går over til at klippegraten. Mens vi går over gletsjeren har vi frit udsyn til hele nordvest graten og jvf. den kolde sommer ser rampen meget tyk og god ud mens klippegraten stadig er delvist snedækket. Den øvre halvdel af graten er ligeledes dækket af sne og is, så i modsætning til de beskrivelser vi har læst ser det ud til at vi slet ikke kommer til at røre klippe på ruten...
Elvira nyder synet af Mt. Aspiring fra Bevan Col. Før musen over billedet for at få udpeget rute og kendemærker. |
|
Da vi ankommer til hytten mødes vi af to kiwi’er som netop er gået op fra parkeringspladsen på de notoriske to dage – respekt! Lidt senere dukker tre reblag op som har lavet nordvest ruten samme morgen. De giver værdifulde beta om ruten og bekræfter endnu engang at rampen og den øvre halvdel af graten er i perfekt form. Samtidig får vi dog øje på et stort skilt på væggen af hytten fra Department of Conservation som advarer mod at klatre rampen, da den har været skueplads for adskillige dødsulykker. Pga. sneen på den nedre klippegrat er denne dog udelukket – det er rampen eller ingenting..... Vi diskuterer rutevalg med de to kiwi’er som viser sig at være utrolig sjove og hyggelige. De har dog ikke den store erfaring med bjergbestigning og den ene har endda lovet sin svigerinde (der har klatret den sværere sydvest grat to gange) at han IKKE vil klatre rampen.... Farerne ved rampen er åbenlys – den har en hældning på 45-55 grader, kan kun sikres med snespyd (og hvem stoler på dem!?) og et styrt vil sende én ud over en klippekant i frit fald. Især nedstigningen om eftermiddagen med trætte ben og blød sne har givet styrt eller laviner. Jeg havde således håbet på at klatre rampen på vejen op og så tage klippegraten på vejen ned, men sneen på klippen udelukker denne strategi. Til gengæld kommer vi til at bevæge os på sne hele vejen og kan således gå særdeles let med kun ét halvreb, og et par snespyd og slynger som udstyr. Af respekt for vejret medbringer vi dog også en spade og en brænder/gryde så vi kan grave en snehule og smelte sne, hvis vejret skulle skifte.
NW graten set fra Colin Todd hytten. |
Vejrudsigten forudsiger at vejrvinduet vil lukke først på eftermiddagen den næste dag og blive afløst af 90 km/t vind og nedbør, hvorfor vi bliver enige om at lave en meget tidlig alpin start med afgang kl. 2.00. Planen er således at komme ned ad rampen mens sneen stadig er fast og inden vejret skifter. Timeglasset er vendt.... Om aftenen begynder der at kommer skyer ind fra nord der langsomt trækker længere og længere op ad bjergene mod hytten i 1800 m. Det er således ikke uden bekymring at vi lægger os til at sove – vi har brug for en klar nat uden varme-isolation fra skydække så rampen kan fryse til! Kl. 00.15 går jeg ud for at lade vandet. Da jeg går ud af hytten går jeg ind i tåge på blød sne. Fuck – tænker jeg – vi har misset vejrvinduet! Da vi alle fire vågner som aftalt tre kvarter senere starter vi således med at holde krisemøde udenfor. Ingen af os kan lide hvad vi ser, men som et kald fra himlen, skiller skyerne sig pludseligt og kortvarigt ad og viser en stjerneklare himmel ovenfor. Pga. fuldmånen kan vi se rampen og at skydækket kun lige er over hytten. Rampen har således været over skyerne hele tiden. Perfekt! Vi spiser således hurtigt morgenmad og gearer op i to reblag og så er det af sted mod rampen. Det er relativt nemt at følge sporet over gletsjeren i lyset fra månen og kun ét sted, hvor en lavine har slettet sporet, bliver vi i tvivl om vejen. Efter lidt vandren rundt finder vi dog sporet igen på den anden side af lavinen. Efter at have passeret et par halvbesværlige spalter står vi ved bunden af rampen, hvor vi relativt nemt kommer over bergschrunden.
Elvira på vej op ad "The Ramp" på Mt. Aspirings NW grat. |
Rampen er stejlest i starten (55°) og flader så ud til 40-45°. Vi lægger derfor ud med at sikre med standpladser (uden mellemsikringer) bestående af ét snespyd og én isøkse de første 3-4 reblængder efterfulgt af parallelklatring med mellemsikringer med T-blocs i snespyd (ca. 6 reblængder) indtil vi til sidst går parallelt helt uden sikringer. Sneen er så fast at snespydene skal bankes ned med isøkserne, og til min egen forbløffelse tror jeg faktisk at de vil kunne holde til et styrt!
Elvira og de to kiwi’er på sne rampen over skyerne med udsigt til Mt. Aspirings skygge i horisonten, fuldmånen og den smukkeste solopgang. |
Vi klatrer i måneskin over skyerne og kan langsom se solen stå op mens skyggen af Mt. Aspirings top afbilledes i horisonten og på skyerne – et af de mest fantastiske syn jeg endnu har oplevet i bjergene! Vi når toppen af rampen efter 3,5 timers klatring og begiver os op ad nordvest graten hvor hældningen aftager lidt mens eksponeringen tiltager.
Elvira nærmer sig toppen af rampen, hvor den møder nordvest graten. |
Graten er bred nok til at vi kan gå i zigzag for at reducere hældningen og det går således hurtigt opad – og nærmest pludseligt, 1,5 time efter rampen, står vi på toppen, hvor vi bliver mødt af en kraftig vind og en fantastisk udsigt.
Elvira på vej op ad nordvest graten i Mt. Aspirings smukke skygge. Rampen støder til NW graten dér hvor de massive klipper ses. Hvis man klatrer hele NW graten inkl. klippepartiet vil man normalt traversere på nogle hylder på bagsiden i forhold til hytten - dvs. den side man kan se på billedet her. |
Vi er over skyerne og kun de højeste toppe, såsom Mt. Cook, stikker op over dem. Vi får taget de obligatoriske topbilleder og vender så snuden nedad mod rampen, der heldigvis stadig er i skygge da vi når den.
De to kiwi'er i zigzak på det sidste stykke mod toppen. |
På trods af at vi sikrede begyndelsen af rampen på vejen op har vi været relativt hurtige, og sammenholdt med vores tidlige start er rampen således stadig fast da vi når den. Fedt – vores strategi har virket! Vi gør nu det omvendte af før og starter med at gå parallelt indtil det bliver for stejlt til at Elvira kan gøre det sikkert. Herefter sikrer jeg hende nogle reblængder fra sneankre mens jeg hurtigt nedklatrer til hende og til sidst sikrer hun også mig et par reblængder indtil vi står ved et klippefremspring foran den sidste, stejleste og tyndeste reblængde.
Elvira på toppen af Mt. Aspiring med dens flotte Toblerone skygge i baggrunden. Klik på billedet for at se 360° panorama film fra toppen (kræver installation af Quicktime). |
Der er et anker af slynger som vi beslutter os for at bruge sammen med kiwi’erne således at vores to reb i fællesskab netop kan nå over bergschrunden. Vi abseiler og så er det “plain sailing” tilbage til hytten som når 10 timer efter vi startede. En tilfredsstillende tid for 1200 højdemeter og 4000 horisontale meter), idet guidebogen angiver normaltiden til 11-13 timer og endda helt op til 16 timer for de langsomste!
Hans på toppen af Mt. Aspiring. Mt. Cook kan netop skimtes i horisonten.
|
Tilbage i hytten er det ren fest da vi ser at de seks der klatrede til toppen dagen før har efterladt en del godter til os. De to kiwi’er spiser så meget at jeg ikke tror mine egne øjne, men på nedstigningen dagen efter går logikken op for mig – de tankede op til endnu en hård dag som Elvira og jeg klart undervurderede. Som man siger: “It ain’t over ‘til the fat lady sings”!
Glenn og Hans "fester" i Colin Todd hytten. |
Om eftermiddagen begynder det at småregne ved hytten – vejret er klart ved at skifte til det værre som forudsagt. For at komme over gletsjeren i kolde forhold til vores nedstigningsrute ad “The French Ridge”, laver vi en semi-alpin start den næste morgen med afgang kl. 5.00. Det viser sig dog at være nyttesløst, idet regnen har taget til i løbet af natten, og det er således ubehagelig blød sne vi begiver os ud på. Af samme årsag bliver vi enige om at gå sammen alle fire i ét reb så vi er flere til at sikre et evt. styrt i en spalte og lave gletsjer-redning. Det giver endvidere Elvira og mig den fordel at de kender vejen ned da de jo kom op samme vej to dage tidligere – ikke mindst en fordel i det tykke skylag som gør det svært at orientere sig ved at kigge på de omkringliggende bjerge.
De to kiwi'er viser vej på gletsjeren i white-out. |
Før vi fløj op havde jeg haft store kvaler ved at vælge mellem min softshell eller hardshell jakke, da jeg klart foretrækker at klatre i førstnævnte der dog kun holder vand ude i ca. 10 minutter.... Jeg valgte softshellen, hvilket viste sig at være en rigtig dårlig beslutning da jeg hurtigt bliver totalt gennemblødt på hele kroppen. Det er ikke koldt, men vinden bliver tiltagene kraftig efterhånden som vi når op til passet mod “The French Ridge”. Jeg er således godt kold da vi når passet mens de andre klarer sig noget bedre bag deres Gore-Tex jakker. Dårligt valg! Heldigvis kender kiwi’erne en smutvej via “Break-away” passet i 2000 meter fremfor “Quarterdeck” passet i 2300 meter som ellers er anført i guidebøgerne. Det sparer os vel for en times gletsjervandring. Årsagen til at kan anvende denne smutvej er den kolde sommer som gør at en grim bergschrund på den anden side af Break-away passet stadig er passabel. Snebroen synger dog på sidste vers da vi nedklatrer den baglæns med udsigt til en meget dyb (men smuk) spalte på begge sidder af den smeltende snebro. Vi kommer dog alle helskindet over spalten og efter ca. 6 timer ankommer vi til French Ridge hytten beliggende på toppen af graten. Normalt sover man her og fortsætter ned dagen efter, men vi vil bare ned til tørt tøj i bilen og fortsætter således nedad efter en kort kaffepause. Ruten skifter nu fuldstændigt karakter: Først går vi på klippe i åbent terræn men hurtigt begynder det for alvor at gå nedad og samtidigt begynder regnskoven. Fuldstændigt vildt at komme fra sne/is til frodig regnskov på få timer!
Hans på det sidste stykke sne før The French Ridge hut som skimtes på plateauet. Herefter var det ned gennem regnskoven! |
|
| Vi har ikke medbragt regndækken til vores rygsække som derfor nærmest virker som svampe og alt i dem er efterhånden vådt. De vejer nu dobbelt så meget som da vi startede og ruten er nu så stejl at vi til tider decideret nedklatrer ad våde/mudrede klipper og glatte trærødder. Vi har for længst spist det sidste af vores få madrester og er nu ved at gå sukkerkolde, så det er hårdt og det går langsomt! Endelig når vi bunden af graten og står nu med et valg mellem at gå gennem en brusende flod eller bruge godt en time på at gå op ad dalen til en bro. Vi er gennemblødte på benene og fødderne så det vil ikke gøre en forskel om vi går gennem floden, men vi vælger alligevel det sikre og går op til broen. Herefter går det op og ned ad en snoet sti ud ad dalen, der klart er anlagt for at behage dagsvandrere fremfor at fremskynde en retræte! Regnen gør at der er vandfald overalt på begge sidder af dalen der er rent “Ringenes Herre” terræn (dele af filmene blev skudt hér, så det er egentlig ikke så underligt). Utroligt smukt, men vi har lidt svært ved at sætte pris på udsigten.... 13 timer efter vi satte i gang når vi parkeringspladsen, hvor glæden for alvor melder sig over at have klatret et utrolig smukt bjerg i de mest utrolige omgivelser. | |
