Vi har holdt hviledag igår og er derfor frisk på endnu en rute med lang tilgang. Da vi endvidere gerne vil bruge vores medbragt randonnée ski, så det ikke har været forgæves at slæbe dem herover, falder valget på området Mount Odgen. Det er et relativt sjældent besøgt område (især pga tilgængeligheden) og der er det stadig muligt at lave førstebestigninger og få sit navn i guidebogen - ikke mindst hvis man er villig til at gå langt eller klatre i lavine fælder! Carlos var med til at "udforske" området istarten af 90'ern og han anbefaler os at klatre Betty's Pillar (WI5). Vi kører mod Field (tager ca. 1 time fra Canmore), men det står hurtigt klart at ingen af os er super-motiveret. Vi gør hvad vi kan for at udskyde processen - kører efter kaffe, så skal vi have benzin på og selv da vi ikke kan udskyde det længere (= sidder i bilen på parkeringspladsen) skal vi lige på toilettet der ligger 3 km derfra...... Toilettet ligger ved Ranger stationen i Field og Carsten skal da lige benytte lejligheden til at se på dinosaur ægene....... Endeligt kommer tilbage - det er stadig dunkelt og pisse-koldt (-20°C og pæn vind) - men så går vi igang. Får spændt skiene på og som sædvanligt er det jo fedt når man først får begyndt.

Carsten på ski-tilgang til Mt. Odgen. Før musen over billedet for at på udpeget toppen af Field of Dreams og Betty's Pillar.

Carsten og jeg gør os hurtigt klar - vi skal have fart på hvis toppen skal nåes i daglys. Først soloer vi op til en hule tv for rutens start og så begynder jeg at klatre.

Hans soloer op til rutens start.

Ifølge guidebogen er ruten 75 m lang og da det ikke er klart om det er inkl. stykket vi soloede vælger jeg at lave standplads i en hule 2/3 oppe. Jeg har fået øje på en lille åbning i hulen og efter lidt rengørring (= smadring af masser af istapper :-) kan jeg komme direkte op i en ny groove der fører direkte til toppen. Fedt at kunne sætte en skrue højt op og gå direkte mod toppen fremfor at starte med en klam travers!

Hans foran hullet i hulen.

Da jeg når toppen er der ingen abalakov ankre og det er tydeligt at der ikke har været andre på ruten i år. Fedt at klatre på jomfru-is fremfor den gennemhakkede is man så ofte får serveret på klassikerne! Der er en hylde på en meters højde der leder over til et kæmpe træ 10 m væk som ville være super standplads. Jeg begynder at kravle-klatre derover men ombestemmer mig dog hurtigt da der er 3 cm is i bunden = nok til at glide på men for lidt til at lave økseplaceringer eller sikringer i! Jeg bliver derfor på toppen af isen og begynder at sikre Carsten og lave abalakov anker.

Carsten slår til på anden reblængde.

Da Carsten kommer op til mig er ankeret færdigt og vi gør straks klar til at abseile. Det er ved at blive mørkt og vi vil gerne ned ad ruten inden det bliver sort da pandelamperne ligger i rygsækkene ved foden af ruten. På vejen ned gennem skoven diskuterer vi om Carlos og Crista-Lee er foran eller bagved os, og da vi når skiene får vi svaret - vi kan se deres pandelamper højt oppe på bjerget. Vi kan fornemme at der er noget galt: der er en pandelampe i hver sin ende af Betty's Pillar, men den øverste opfører sig mystisk - lidt op - lidt ned - så ingenting. Normalt ville man forvente at den øverste skulle bevæge sig hurtigt nedad i løbet af 5-10 min (= den tid det tager at lave et anker) men der sker intet.... Vi beslutter os for at afvente situationen og lyse op imod dem med vores pandelamper så de ved at vi holder øje med dem. Det er stjerneklart og tæskehamrende koldt, men vi bliver stående. Efter ca. 20-30 min begynder der endelig at ske noget. Den øverste begynder at abseile og kommer efter adskillige stop endeligt ned til den anden pandelampe. Vi kan regne ud at det har været svært at lave et anker og at førstemanden selv måtte rense ruten på vejen ned. Alt er altså OK og vi kan endeligt stå på ski ud til bilen. Det viser sig at ruten var betydeligt sværere end normalt. Carlos havde været maga-pumpet da han nåede toppen (så ved man at det var godt vi ikke tog derop!) og havde endvidere brugt alle sine skruer på vej op. Da han når toppen er der ikke noget træ til anker og ingen skruer = intet abalakov..... Han måtte således nedklatre til sin sidstplacerede skrue i mørke og lave et abalakov anker dér. Som han siger - træn nedklatring!

Carsten abseiler ruten i mørke - spændende at se om rebet når bunden....