Ekspeditionen - planen

Mandag d. 28. juni drager vi afsted til Xinjiang provinsen i Kina for at bestige Mustagh Ata (7546m). Vejen til base camp (BC) går først med fly til Kashgar via Beijing og Urumqi, herefter med bil ad silkevejen til Subashi (3600m) hvorfra vi vandrer til BC (4500m) med kamel transport! Vi forventer at ankomme til BC omkring 3. juli. Vi vil forsøge at bestige bjerget i alpin stil, dvs hele tiden bringe lejren med os fremad på bjerget. Vi vil således tilbringe meget tid i BC og lejr 1 (5400m) for at akklimatisere, og så gå hurtigt mod toppen med let oppakning.

 

Ekspeditionen - sådan gik det....

Efter ca. en uges akklimatisering op til 5000 m begyndte vi vores opstigning som gik som planlagt indtil 5. døgn hvor vi blev "fanget" af whiteout og snestorm i 6250 m. Vi gik derfor lidt ned ad bjerget til den officielle Camp 2 (6200 m), hvor vi lavede vores 4. lejr. Desværre fortsatte stormen tre døgn, hvor der vel faldt knap to meter sne og de øvrige telte i lejren kunne således slet ikke ses til sidst! I et kortvarrigt vejrvindue på 2. døgn gik Martin og jeg op til 6300 m for at rekognoscere efter den videre rute (som vi fandt) og en mindre lavineudsat lejrplads (som vi ikke fandt!). Jeg trådte spor gennem de enorme snemasser og selv uden rygsæk og med store snesko sank jeg alligevel 30-40cm ned i sneen for hvert skridt. Tre gange på vej op ad ruten havde jeg den udsøgte fornøjelse at mærke sneen sætte sig med et ordentligt "gunk" når jeg trådte ned - heldigvis gik der dog ingen laviner......
Vi havde mad, gas og humør nok til at blive i lejr 4 i endnu tre døgn som ekspeditionen varede, men det var nu lysende klart at det ville være forbundet med ekstrem lavinefare at fortsætte opad indenfor denne periode. Hver eftermiddag kunne vi høre laviner gå, og da vi vågnede på 3. døgnet havde sneen sat sig i kaskader på den skråning Martin og jeg havde gået på dagen i forvejen (dog ikke som en regulær lavine, men tæt på!). Vi var derfor enige om, at det ville kræve tre dage med godt vejr for at sneen kunne sætte sig før man atter kunne bevæge sig sikkert opad. Da vi således ikke ville kunne lave et efterfølgende topforsøg pga tidsmangel, vendte fokus nu til at komme sikkert ned. Som et kald fra vejrguderne kom der et vejrvindue kort tid efter vi kom til den konklusion og vi fik således hurtigt pakket vores ting sammen og kom afsted. Det var en halv-episk nedstigning forbi lavineramte skråninger, gennem tordenvejr, whiteout og snevejr, men heldigvis kom vi alle fire ned til base camp i god behold.
Det var selvfølgelig utroligt ærgeligt at vi ikke nåede toppen. I lejr 4 var vi supergodt akklimatiseret, havde masser af forsyninger og motivationen var i top så vi skulle bare have haft ét døgn med godt vejr for at kunne lave et topforsøg - istedet fik vi tre døgns snestorm efterfulgt at tre dages lavinefare!!! Vejret på bjerget var iøvrigt helt usædvanligt dårligt mens vi var der. Vi delte base camp med en amerikansk meteorolog fra NASA som kom til den konklusion af monsunen helt imod sædvane havde brudt igennem Karakorum bjergkæden og dermed dumpede usædvanligt stor mængder sne på det næste bjerg (= Mustagh Ata).

Vi havde dog en fantastisk tur hvor vi fik vist over for os selv at vores strategi og forberedelse på alpin stilen virkede. Så må vi bare håbe på bedre vejr næste gang vi tager afsted!

 

Foredrag

Selvom vi ikke nåede toppen holder vi alligevel et foredrag om turen. Kom og hør om alpin stil, vores oplevelser på bjerget og i den smukke, interessante og sjældent besøgte Xinjiang provins i Kina. Foredraget finder sted torsdag d. 2. september kl. 20.00 i Dansk Bjergklub, Løvstræde 8A, København.

 

Træningsturen

Klik på billedet hvis du vil læse om træningsturen til toppen af Castor (4228 m)