Central Pillar, Weeping Wall

Icefields Parkway, Canada

180m, III, WI5+

8. januar 2004

Kortere tilgang til sublim isklatring findes vist ikke!

Weeping Wall opdeles i Lower and Upper delt af den store store afsats med træer. Ruter på Upper Weeping Wall er generelt sværere end ruterne på Lower Weeping Wall og nåes ved at solo Snivelling Gully (WI3) som netop anes yderst tv ovenfor.

Crista-Lee fører 1. reblængde.

1. reblængde ser relativ let ud, så Crista-Lee lader sig overtale til at føre den. God opvarmning på tyk is og samtidigt er det en fornøjelse at klatre på "varm" is der ikke er hård som beton - økserne sidder bare! (Temperaturen var steget 20°C siden Bourgeau Left!)

Hans fører 2. reblængde.

Jeg går igang med 2. reblængde der giver lang mere modstand end forventet. Da Crista-Lee er udsat for evt. faldende is går jeg mod venstre i starten, men må senere forsigtigt krydse tilbage henover hende for at ramme standpladsen.

"The pillars can be very chandeliered and vertical" - citat fra guidebogen....

Ca. halvvejs oppe kommer jeg til en sektion der ikke ser rar ud! De næste 15 meters klatring er der kun en halv meter bred is omgivet af solbleget sne/is og gardiner af istapper. Flere steder er der hul ind til klippen og jeg kan se at isdækket er tyndt. Jeg sætter en skrue og en screamer og begiver mig op ad det. Økserne placerer sig godt i isen i midten, men det er for smalt til at jeg også kan sætte fødderne i den gode is og samtidigt holde balancen. Jeg må derfor placere fødderne ude i den solblegede sne/is, hvilket går godt i starten - jeg kan nærmest hakke store fodtrin. Pludselig får jeg dog et mindre chock da min ventre fod hakker én kvadratmeter is og sne af og blotter klippen indenunder. Jeg må således række så langt ud som jeg kan nå med venstre fod for at støtte imod et gardin af istapper. Heldigvis holder istapperne og på denne vis får jeg kæmpet mig over hullet. 6-7 meter oppe ad sektionen sætter jeg en ny isskrue. Efter 5 cm begynder den at spinne og jeg opdager således at den "gode" is er hul. Fuck, tænker jeg og sætter en nye skrue lidt længere oppe med samme resultat - jeg klatrer på et tyndt sugerør! Jeg tager således den anden skrue ud igen og holder et øjebliks mental pause. For første gang i mit liv tænker jeg, at jeg er i reel fare mens jeg klatrer - normalt er mit psykiske overskud så stort at jeg ikke lader faren påvirke mig. Jeg sætter hovedet ind til mine økser og beder en stille bøn: "lav ingen fejl - gå kun på gode økseplaceringer - klatrer som om du soloer", og så går jeg videre....

Hans på 2. standplads med flækket læbe og en fantastisk udsigt over the icefields!

Efter yderligere 7-8 meter på sugerøret slutter sektionen endeligt, og jeg kommer til en "bulge" af solid is som jeg smadrer øksen ned i. Da øksen sidder så jeg næsten ikke kan få den ud igen, falder der en sten fra mit hjerte og jeg sætter hurtigt en skrue. Da Christa-Lee brugte tre skruer til 1. standplads og jeg mindst skal bruge to til 2. standplads er jeg ved at løbe tør for "ammunition" og den sidste del af klatringen, hvor jeg bl.a. traverserer tilbage henover Crista-Lee, bliver der således langt mellem sikringerne. Glæden er således stor da jeg når et Abalakov anker og dermed 2. standplads. Crista-Lee følger efter og jeg får ranket ryggen lidt da hun kommer op råber "Great lead!". Det synes jeg sgu også selv - det er i hvert fald uden sammenligning min hidtil sværeste og mentalt mest krævende reblængde!

Hans fører 3. reblængde

Idet jeg kommer op på 2. standplads er min umiddelbare reaktion at jeg har fået nok og ikke tror jeg har mentalt overskud til at føre endnu en reblængde. Efterhånden som tiden går med at sikre Crista-Lee og nyde udsigten bliver jeg dog ladet op igen, og Crista-Lee's optimisme da hun kommer op, får mig til at ombestemme mig. Vi skal ikke "baile" samme sted som Crista-Lee og hendes veninde gjorde det sidste år, og jeg napper således isskruer og karabiner og går igang. Endnu engang må jeg lave tricket med først at klatre tv og så krydse tilbage til sidst.

Hans på fronttakker på 3. reblængde

Isen er heldigvis bedre end den var på den anden reblængde og ikke mindst er den bedre at sikre. Så jeg nyder bare klatringen, dog uden at sove, da ruten hele tiden kræver opmærksomhed og søgen efter den bedste og sikreste vej opad. Til sidst når jeg en stor hylde der er trejde standplads, og det er dejligt at have horisontal grund under fødderne igen! Der er faktisk en let og kort 4. reblængde, men da Crista-Lee når op bliver vi enige om at droppe den og abseile ned. Den interessante del af klatringen er overstået og vi har lang vej hjem....

Abseils i gamle abalakov ankre...

Der er gamle abalakov ankre i standpladserne og vi abseiler således hurtigt ned ad ruten. Det er som altid "interessant" at sætte sit liv ind på at et gammelt stykke reb hængende i et tyndt stykke is holder! Men heldigvis holder de, og snart er vi således tilbage ved bilen og på vej tilbage til Banff. Det der skulle have været en "easy day in the park" blev mit livs klatreudfordring. Men nu hvor det er overstået er det bare fedt, hvilken væg, hvilken rute og hvilke omgivelser. Isklatring bliver ikke bedre og jeg er nu mentalt tilbage i spillet og har lagt ulykken på Bourgeau Left bag mig. Yiehah!