Bourgeau Left

Sunshine Vilage, Banff, Canada

185m, IV, WI5

2. & 3. januar 2004

Ruten tæt på med pile der indikerer standpladserne. Det tager godt en times tid at gå op til ruten gennem et snefelt og noget WI3 scramble.

Carsten på vej op ad WI3 scramble stykket umiddelbart før ruten.

Den første dag vi kommer til ruten (2. januar) er vi stort set nået til selve ruten da Carsten næsten ryger på røven - der er is under sneen. Han når lige at advare mig inden han selv ryger og hvad der så uskyldig ud blev hurtigt alvor, da han hurtigt får fart på med kurs mod et 5m fald. Han når dog med forbløffende hurtighed at trække sin isøkse frem af hoftebæltet og lave self-arrest. Et lille varsel om at ruten ville blive vores Waterloo??

Det langsomme ægtepar på 1. reblængde.

Da Carsten har fået et smertefuldt blåt mærke ved faldet bliver vi enige om at komme igen dagen efter så han lige kan restituere. Da vi kommer frem 24 timer senere, ser vi til vores store ærgelse at der er et reblag foran os bestående af et ældre ægtepar der klatrer usandsynligt langsomt! Temperaturen er faldet til minus 25°C og det er således utroligt koldt at stå stille og vente på at de kommer derop ad. Efter godt en time er de begyndt på 2. reblængde og jeg går således ivrigt igang med ruten - med isklumper regnende henover mig. Heldigvis er ægtemanden god til at råbe "ICE!" så jeg kan klistre mig ind til isen og undgå de flyvende missiler!

Hans på den 2. standplads.

Jeg klatrer hurtigt for at få varmen og kommer således op til standpladsen før det første reblag har forladt den. Jeg må således pænt sætte mig fast i en isskrue og vente på at de får snøvlet sig færdig og kommer afsted. Heldigvis står jeg i solen så kulden er til at holde ud. Da Carsten kommer op spørger jeg hvordan det går med slaget fra i går og om han kan/vil føre. Lidt tøvende svarer han at det går OK, og at han godt kan føre. Fedt tænker jeg, da det vil være bøvlet og tidskrævende at skifte standplads.

Carsten fører 2. reblængde.

Carsten fortsætter således med det samme op ad 2. reblængde der er let i starten, men herefter bliver lodret. Standpladsen er efterhånden komme i skyggen så det begynder igen at blive en kold fornøjelse. Det går dog støt fremad for Carsten som jeg ikke længere kan se. Pludselig skriger han "STYRT!" og jeg griber instinktivt hårdt fast i rebet og spænder i hele kroppen der forventer et kæmpe ryk.... Rykket kommer dog aldrig, men derimod ser jeg Carstens krop komme flyvende ned - først med benene nedad indtil han rammer det mindre stejle stykke (ca. dér hvor han står på billedet). Idet han rammer isen med benene sætter hans steigeisen sig fast hvorimod overkroppen fortsætter faldet. Han ender således med hovedet nedad. Han ender stort set på linie med mig og har således fået et langt faktor 1 styrt. Styrtet var 12-13 meter, men heldigvis holdt den øverste isskrue. "Er du OK" råber jeg? Svaret er desværre negativt da Carsten med det samme svarer at højre ben er brækket. FUCK!

Carsten humper over til mig på standpladsen. Første prioritet er klart at komme ned ad ruten og jeg firer således Carsten ned til bunden, hvor han sætter sig fast i et boltanker, hvorefter jeg hurtigt rapeller ned til ham. Adrenalinen suser i kroppen og jeg tjecker derfor mit rapellesystem fem gange mere end jeg plejer - jeg skulle nødigt lave en fejl i farten. Da jeg komme ned står det os klart at vi har to muligheder: (1) at jeg løber efter hjælp nede i skiområdet (2) at vi selv kommer ud. Vi vælger mulighed nr. 2 af flere grunde: (A) Det er nu så koldt (vi er nu i skygge og temp. er faldet til -30°C pga aftenen) at jeg er bange for at efterlade Carsten i flere timer inden hjælp vil kunne nå frem (B) vi forventer at det andet reblag vil være færdig med ruten inden længe og således vil kunne hjælpe os (C) Ære! Det bliver noget af en opgave at få Carsten ud til civilisationen. Vi skal først nedover WI3 scramble stykket som Carsten ikke kan humpe ned af. Jeg må derfor først fire ham ned fra boltankeret til et plateau. Her fikserer jeg hans brud med en isøkse og opdager at hverken gaffa- eller sportstapen kan klistre - det er simpelthen for koldt! Heldigvis har jeg to ruller gaze som jeg så kan binde isøksen fast med. Jeg laver så et anker med isskruer og firer ham et stykke længere ned, og endeligt laver jeg en sneanker med mine isøkser til at fire ham det sidste stykke ned til snefeltet. Herfra kan Carsten så af egen kraft kravle ud til vejen som vi når ca. 4 timer efter styrtet. Jeg løber ned ad parkeringspladsen efter bilen og når lige at spørge om vej til hospitalet inden jeg kommer tilbage. Her finder jeg Carsten i selskab med ægteparret som netop kom frem da Carsten nåede vejen. De må simpelthen have rekorden i at klatre Bourgeau Left langsomst!

Røntgen billeder af Carstens venste ankel, højre ankel (før op.) og højre ankel (efter op.)

Vi kommer frem til hospitalet hvor røntgen billeder viser at Carsten har fået et kompliceret brud på anklen. Fibula knoglen ligner korn-flakes og tibia har knækket spidsen - dvs leddet er impliceret - FUCK igen! Heldigvis er lægen ekspert i at lave ankelbrud, pga skiskader, og Carsten bliver således hans 7. ortopædiske operation denne weekend! 10 skruer og 1 plade senere er Carsten således fikset....

Akkreditering - lavet af Carsten selv!

Venstre ankel fik en kraftig forstuvning og måtte således holdes i den grå skinne i 3 uger, mens den brækkede højre ankel var i gips i 6 uger - et kønt syn! Desværre var den brækkede ankel ikke Carstens eneste problem - han fik også forfrysninger i tæer og en finger. Heldigvis kom tæerne hurtigt i orden, men fingeren var sort i måneder bagefter og generer stadigt. Ingen af os havde skænket kulden en tanke på vej ned og vi fik derfor et chock da Carsten fik handsker og støvler af og således blottede forfrysningerne. Han havde intet mærket....