All alpine climbers struggle with learning when to fail. It is one of the most difficult lessons. Every great climber turns back too soon on occasion – or wait too long to retreat, goes past the point of no return, and is forced to ”fail upward”. No formula determines the correct moment to fail. It can arrive upon shouldering the pack, it can arise fifteen pitches up an eighteen-pitch route, it can bite you after days of toiling upward. Self-knowledge usually solves the problem: You should fail and retreat before loosing control of yourself.

Mark F. Twight
Extreme alpinism

Det er Kr. Himmelfarts ferie og egentlig har Carsten Jensen og undertegnede meldt os til træffet i Nissedalen. Vi sidder dog på færgen til Puttgarten – vejrudsigten for Chamonix er simpelthen for god og vi elsker begge vores isøkser højere end vores friktionssko. Målet er at lave mindst én top/rute på de fire dages ferie, inden vi atter skal på arbejde på mandag.
Med blodet fortyndet 1:1 med Red Bull ankommer vi til Chamonix torsdag morgen. Vi bliver mindet om franskmændenes antipati for morgenmad og først efter flere forgæves forsøg lykkes det os at finde et sted, hvor de undtagelsesvis vil lave en pandekage til os. Efter lidt indkøb går det videre til guide kontoret. De er som sædvanlig super venlige og informative, men kan dog ikke give os den beta vi havde håbet på. Det har sneet 70 cm den foregående uge og folk er først nu ved at vende tilbage til bjergene – de har således ingen meldinger om ruternes tilstand p.t. Vejrudsigten lyder dog stadigt på klart vejr med cumulus skyer og evt. torden om eftermiddagen, hvilket jo er tæt på perfekt. Dog vil det blive relativt varmt med 0° C isotermen ved godt 3000 m – knap så perfekt, da vi på forhånd har udset os Whymper Couloiren op til Aig. Verte. Selvom det er en af de letteste ruter til toppen, er den berygtet for stenfald og laviner, da den er sydvendt. Den er således bedst at lave om natten og i koldt vejr. Vi får dog anbefalet flere andre ruter i området som kan laves, hvis Whymper ikke skulle se god ud. Destinationen bliver således den gamle Couvercle hytte der er vinter åben.

Den normale tilgang til Couvercle er at gå op fra Montenvers togstationen, men vi vælger i stedet at tage liften op til Aig. de Midi og så køre ned ad Vallée Blanche på ski.

Mont Blanc og Vallée Blanche set fra Col de la Tour des Courtes

Før musen over billedet for at se ruten vi fulgte ned ad Vallée Blanche.

Sneen bliver mere og mere våd, og det går (for) langsomt fremad. Vi er på en flade ovenover spalterne, hvor det nye snelag nu er blevet så tyndt, at vi kan skimte det gamle spor nedenunder. Mens jeg kører fremad kommer den ufede fornemmelse af at underlaget forsvinder under mig – der er kun ét at gøre: holde farten så jeg ikke ryger ned sammen med det begyndende sneskred.... Carsten er ikke så heldig og snart ser jeg ham på vej nedad fladen ovenpå et sneskred.

Carsten i spalteområdet på Vallée Blanche. I baggrunden ses vådsne lavinerne som vi fik startet.

Han har situationen under kontrol, men bagefter sunder vi os lidt og bliver enige om, at det er urealistisk at nå Couvercle hytten denne dag. Vi er nået for langt til at det er fornuftigt at vende om, men heldigvis er der ikke langt til Requin hytten, så vi beslutter os for at tage derhen selvom vi ikke ved om den har et vinter rum – ellers må den stå på bivi på læsiden af hytten.

Carsten på vej mod Reguin hytten. Smukt spalteområde!

Heldigvis er hytten åben, og der er flere andre klatrere der, så det bliver en hyggelig aften. Næste morgen er det skyfrit som vejrudsigten havde lovet og så er det jo bare med at komme afsted inden det bliver for varmt. Nedad Vallée Blanche indtil Leschaux gletscheren møder Mer de Glace. Vi gemmer ski og skistøvler og så er det fremad mod stien og stigerne der leder op til Couvercle hytten. Det føles som snyd at bruge stigerne, men omvendt har jeg ikke lyst til friklatre ruten med den tunge rygsæk på ryggen!

Workout på stiger og klippe!

Carsten på vej op ad stien mod Couvercle hytten. I baggrunden ses Leschaux gletscheren.

Et par timer senere er vi ved hytten og kan nu nærstudere ruterne. Vi er ikke glade ved synet af Whymper couloiren. I forhold til de billeder vi har set i diverse guidebøger ser den ret snefattig ud og der er mange klipper i ruten som kunne gøre sneen/isen omkring dem usikker på deres varmesugende evne! Skal – skal ikke? Et fransk reblag som vi havde mødt i Requin hytten har også Whymper som mål, og de synes heller ikke at den ser for god ud. Skal – skal ikke? Carsten og jeg diskuterer frem og tilbage, og beslutter os et par timer senere til at opgive Whymper og vælger i stedet gå efter Les Courtes traversen.

Den nye (tv) og gamle (th) Couvercle hytte.

Whymper couloiren og Aig. Verte ses direkte over den gamle hytte.

Efterhånden som vi nærmer os Tour les Courtes bliver det stejlere (40-45°) og vi får således endelig lejlighed til at finde vores elskede isøkser frem.

Carsten på den stejleste del af couloiren

Den er dog ikke så stejl som billedet angiver - fotovinklen snyder lidt.

Solen er begyndt at stå op og maler Mont Blanc bag os i røde farver. Super flot og efterhånden bliver les Droits og Tour les Courtes også lyst op. Ruten går højre om Tour les Courtes og op til Col de la Tour des Courtes – det er en fed følelse at gå de sidste meter op til passet og pludselig få solens stråler direkte i ansigtet. Hurtigt ned med hovedet igen og på med solbrillerne.

Carsten på de sidste meter før Col de La Tour des Courtes og solens varme glød.