Bourgeau Left var den første rute der fik graden WI6 i Canada i 1974 - moderne gradering giver den dog "kun" en solid WI5. Ruten har fire reblængder: 1. reblængde trækker rebet helt ud på stejl og vedvarende is, 2. reblængde begynder som et slab men bliver tiltagende stejl og ender vertikalt, 3. reblængde er den letteste og består af steps af varierende sværhedsgrad, 4. reblængde er cruxet - vertikal is af meget varierende (mest dårlig) kvalitet. Sværhedsgraden er normalt 4.>1.>2.>3. Endvidere er ruten yderst lavineudsat både af en stor sne-bowle over ruten og af et lavine spor under ruten (= tilgangen). Sidst men ikke mindst bomber ski-patruljen bowlen efter behov for at beskytte deres parkeringsplads - de plejer dog at checke om der er folk på ruten først :-)

Bourgeau Left set fra skiområdet Sunshine Village

Klokken er 5:00 da vækkeuret ringer - jeg er dog allerede vågen. Faktisk har jeg ikke fået sovet meget i nat da tankerne har kredset om dagens mission - vi skal prøve at klatre Bourgeau Left for trejde gang. De to første gange for et år siden endte med epics: først skred Carsten på sne-dækket is umiddelbart før ruten og fik banket en isøkse op i et ribben og anden gang styrtede han på anden reblængde og brækkede anklen med efterfølgende redningsaktion og frostbid på især én finger til følge (klik her for at læse den historie). Nu skal vi prøve lykken igen - man skal jo op på hesten og bekæmpe sine dæmoner..... Jeg er nervøs og jeg kan slet ikke forestille mig hvordan Carsten har det. Et par timer senere står vi ud ad bilen og går op gennem træerne til lavine sporet der fører op til ruten. Tankerne flyver gennem hovedet idet vi træder ud af skoven og ruten troner sig foran os. Øjnene går med det samme op til stedet på anden reblængde hvor Carsten styrtede - skruerne vi efterlod er der ikke mere :-)

Bourgeau Left med Hans på første standplads. Før musen over billedet for at se standplads og linien vi klatrede.

Efter godt en times tilgang når vi endeligt ruten i god behold og jeg gør klar til at føre første reblængde. Tankerne har flydt gennem hovedet på hele tilgangen, men idet øksen rammer isen forsvinder alt. Koncentrationen er intens - hver økseplacering gøres perfekt - der spejdes hele tiden efter små udspring i isen som jeg kan placere fødderne på. Ankeret er i modsatte side af reblængden i forhold til starten, så jeg traverserer stille og roligt mod venstre. Bortset fra en is-rende på ca. 1 meters bredde er isen god og jeg er godt tilfreds da jeg når ankeret - min klatring har heldigvis forbedret sig markant siden jeg ankom til Canmore for knap tre uger siden.

Hans sætter en skrue på første reblængde, der er stejl og vedvarende men på god is.

Jeg trækker rebet op, Carlos binder sig ind i Carstens ende og så går det løs. Tusind tanker går gennem hovedet - ikke mindst at det er super ærgeligt for Carsten - mens Carlos traverserer ud mod højre. Lidt senere står han præcist der, hvor Carsten stod for et år siden, da jeg tog et billede af ham før han forsvandt ud af syne bag pillaren. Jeg tager et billede af Carlos og beder en stille bøn til at det går bedre denne gang - så er Carlos ude af syne.

Dejá vú på Bourgeau Left - Carlos fører anden reblængde og er på vej ud af syne højre om pillaren. Før musen over billedet for at se hvordan det så ud et år tidligere - det sidste billede af Carsten før han styrtede....

Jeg får et flashback og hører Carsten råbe "STYRT!" og ser ham flyve gennem luften, ramme slabbet og fortsætte med hovedet nedad. Heldigvis går det bedre denne gang og lidt efter trækkes der fem gange i rebet og jeg begynder at klatre.

Hans sikrer Carlos på anden reblængde. Carlos befinder sig præcist der, hvor Carsten styrtede for et år siden....

Jeg traverserer og står kort tid efter på det sted Carlos/Carsten befandt sig da jeg tog billederne ovenfor. For første gang kan jeg se stedet, hvor Carsten styrtede, tæt på. Jeg tager billedet nedenfor så Carsten i det mindste kan se hvordan det ser ud og begynder så at klatre opad. Stejlheden tiltager mens isens tykkelse aftager - en dårlig kombination! Kommer dog forbi uden problemer og bliver rigtig glad da jeg når snefeltet midt på ruten og kan gå over til Carlos' standplads ved foden af 3. reblængde (det "officielle" bolt-anker er ved toppen af isen før snefeltet).

Carstens waterloo - nærbillede af stedet han styrtede året tidligere.

På vej over mod Carlos får jeg tid til at kigge nærmere på den videre rute. Min (3.) reblængde er overkommelig da den består af korte stejle passager med hylder imellem. Klatrer den dog med koncentration og adskillige sikringer da isen er af varierende kvalitet og der hele tiden er risiko for at grounde på en af hylderne.

Snefeltet midt på ruten og 3. & 4. reblængde. Før musen over billedet for at se standpladser og linien vi klatrede.

Jeg kobler mig i ankeret og begynder at sikre Carlos. Udsigten er utrolig flot og man kan bl.a. se over til skiområdet Sunshine Village. Pludselig får jeg øje på en lille familie hjorte der krydser vores spor på tilgangen. Jeg nyder stilheden og glæder mig over at min del af føringen nu er overstået. Nu skal jeg "bare" følge efter Carlos på cruxet - så skulle den være i kassen.

Flot udsigt fra 3. standplads - tre hjorte krydser vores spor på tilgangen.

Carlos kommer op mod mig, men stopper 5 m under ankeret og tager sig god tid til at studere crux reblængden. Den ser særdeles ubehagelig ud. Der er kun én pillar som når helt ned - højre side består af sammenfrosne istapper som ser "luftige" ud og den venstre side er ikke meget bedre, men der er i det mindste en groove på venstre side som dog er regn-våd. Pest eller kolera? Carlos vælger venstre side.

Carlose tager sig god tid til at studerer 4. reblængde inden han når 3. standplads.

Først skal han dog lave en usikret travers på 10 m over til grooven på onion-is (sne med tynd skal af is over). Da han kommer derover står han længe og kigger op. Et kort øjeblik tror jeg at han er parat til at opgive, men så går han igang. Klatringen er tydeligtvis svær - det går langsom opad og han hælder isskruer i. Jeg beundrer hans udholdenhed - det er akavede positioner som han står i mens han sætter skruerne og han klatrer leashless. Da han har sat den anden skrue råber jeg "Good job!" - han svarer tilbage at de intet er værd, da de sidder i dårlig is i et hult gardin. Well, ikke desto mindre fortsætter han og klatringen bliver gradvist lettere og farten går i vejret. Han forsvinder ud af syne og da de fem ryk i rebet kommer går jeg igang med traversen der ikke er mindre udfordrende som andenmand: pendulet vil være det samme - bare i den anden retning.....

Carlos på den nederste halvdel af 4. reblængde - isen er syg!

Da jeg kommer over til grooven er det første jeg får øje på et abalakov anker. Nogen har åbenbart opgivet og abseilet hér. Da jeg kigger op kan jeg godt forstå dem - isen ser syg ud, det regner ned med iskoldt vand der bliver til is når det rammer mig og grooven er smal men dyb. Det er således særdeles akavet at have økserne i grooven og fødderne udenfor og samtidigt truer økserne konstant med at rive sig ned igennem den usammenhængende is. Mine våde hænder fryser stille og roligt til is og det bliver sværere at taget det sammenfrosne udstyr ud for hver meter. 2/3 oppe kommer jeg dog forbi regnvejret og ruten bliver markant lettere. Endeligt ser jeg Carlos' brede smil og vi omfavner hiandenden da jeg når ankeret. Sådan dræber man en dæmon!

To glade alpinister på toppen af Bourgeau Left.

Fire abseils og en times vandring senere møder vi Carsten i skiområdets café. Han er helt høj af alt det koffein han har indtaget for at slå tiden ihjel! Heldigvis har han ikke fortrudt beslutning om at opgive efter første reblængde og vi bliver hurtigt enige om at fjerde gang må blive lykkens gang. We will be back!