Point Five Gully, Ben Nevis (1344 m), Skotland

Bestigning af Ben Nevis (1344 m), Skotland via Point Five Gully (V, 5)

7. februar, 2007

(Click here to read the story in English )

Probably the most famous ice gully in Scotland, perhaps in the world – that’s Point Five.

Sådan starter beskrivelsen af ruten i bogen Cold Climbs som Carsten P. Jensen og jeg har lånt i bjergklubbens bibliotek. Da Anders Strange samtidigt anbefaler ruten varmt og vi i en anden guidebog læser at ruten nærmest definerer skotsk 5. grads isklatring, så er sagen klar – den må vi klatre!

Midt i februar satte vi os således i flyveren til Glasgow og i vanlig stil begyndte vi først for alvor at læse i guidebøgerne på vejen derover på jagt efter en lettere rute med kort tilgang som vi kunne varme op på. Det blev dog til en jagt efter Utopia, da det hurtigt viste sig at stort set alle ruter i Skotland er karakteriseret ved meget lange tilgange, hvor man oftest skal tilbagelægge 1000 højdemeter for at komme langt nok op i højden til at der er “god” is. Vi opgiver derfor hurtigt planen om en let opvarmningsrute og diskuterer alternativerne mens vi kører de to timer i bil fra lufthavnen til Fort William – byen ved foden af det højeste bjerg i Storbritannien Ben Nevis (1344 m) hvor man finder de fleste vinterruter.

Northeast face of Ben Nevis

Ben Nevis' nordøst væg hvor de bedste ruter ligger. Nedstigningen ad "turist-ruten" er stik vest på bagsiden af bjerget.

Vi ankommer til hotellet omkring midnat men heldigvis er baren stadig åben så vi diskuterer videre over en pint. Og her kommer hjælpen så fra en uventet side, idet bartenderen foreslår at vi starter med at isklatre i The Ice Factor, der har verdens største indendørs isklatrevæg! Da vi ikke kan komme på andre ruter med 1 minuts tilgang står sagen klar – næste dag kører vi således den halve time til væggen der viser sig at byde på langt mere interessant klatring end vi havde forestillet os. Isen er en sjov blanding af is og sne og der er ruter i alle sværhedsgrader inkl. konkurrence ruter fra de seneste UK mesterskaber. Det var således særdeles underholdende og perfekt opvarmning til ruten vi var kommet efter. Samtidigt får vi en del værdifuld beta fra instruktørerne i centret.

Ugen før vores ankomst havde der været varmt, hvilket var gået hårdt ud over de nedre dele af de længste ruter (herunder Point Five Gully der er en af de længste på godt 300 m). De siger således at Point Five er meget tynd i bunden, hvilket ikke er det vi havde håbet på at høre – især ikke fra skotter der jo er verdensberømt for at klatre tynd is. Når de siger isen er tynd, må den jo være næsten ikke-eksisterende tænker vi.

The Ice Factor indoor ice climbing wall

Carsten på verdens største indendørs isklatrevæg på The Ice Factor.

De anbefaler derimod nogle andre ruter som starter højere oppe og dermed både er kortere og med endnu længere tilgang. Dårlig kombination – vi er ikke kommet til Skotland for at lave en tilgang på 1200 højdemeter for at klatre 150 højdemeter is!

Om aftenen pakker vi således vores fem korte 10 cm stubbie skruer, nogle standard 17 cm skruer og lidt blandet klippeudstyr (et halvt sæt kiler, 4 hexe, 2 friends og 4-5 slagbolte). Ruten ser rimelig straightforward ud på de billeder vi har set og vi bliver således enige om kun at medbringe ét 70 m halvreb og ét 75 m 5 mm statisk line. Sidstnævnte er til at trække rebet ned med, hvis vi mod forventning skulle abseile – normalt topper man ud og går ned på den anden side af bjerget. En kontroversiel løsning som jo har været debatteret en del på bjergklubbens forum – nu skulle vi prøve det i praksis.

Observatory Ridge, Ben Nevis

Hans på vej op ad block feltet mod Point Five Gully der ses til højre for Observatory Ridge midt i billedet.

Næsten morgen står vi på parkeringspladsen ved tilgangen kl. 7.00 og der er allerede en del biler! Selvom det er midt på ugen er Ben Nevis alligevel meget besøgt. Vi begynder den lange travetur op mod C.I.S. hytten som vi når knap to timer senere. Det meste af vejen er der en god sti og efterhånden kan vi se alle ruterne på det berømte nordøst face. Ved hytten får vi hjælp af et par skotter til at pejle et par gullies og grater ud, så vi kan orientere os med sikkerhed og herfra hytten ser Point Five faktisk fin ud – der er da is/sne hele vejen op! Der er masser af reblag på vej op ad bjerget – vi skulle vist være startet lidt tidligere tænker vi mens vi sætter i gang op mod Point Five. Der er også mange andre ruter i den retning og vi ser til vores lettelse at de fleste fortsætter op mod de højere liggende rute.

Skotsk klatrer på første reblængde af Point Five Gully.

Før musen over billedet for at få udpeget de tre crux.

Faktisk ender der med kun at være ét reblag foran os, hvilket er noget af et særsyn på Point Five, da den ofte vil have reblag fra start til slut af de otte reblængder. De fleste har åbenbart valgt det sikre og går mod ruterne der stadig har tyk is højt på Ben Nevis.

Tilgangen fra hytten tager ca. en time – først på løse klippeblokke og så på et snefelt med stigende hældning (slutter vel omkring de 30-40 grader). Reblaget foran os er halvt oppe ad første reblængde da vi når standpladsen ved bunden af ruten. Det er et par lokale fyre der er foran os. Ham der sikrer har forsøgt sig fire gange tidligere på Point Five men valgte en anden rute de første tre gange pga. kø (!) og fjerde gang vendte han om halvvejs oppe pga. en træt kæreste. Han er således meget imponeret over at vi har kastet os over Point Five som vores første rute på The Ben! Well, i vores optik gælder det jo om at lave denne tilgang så få gange i livet som muligt!

Carsten fører første reblængde. Standpladsen er på højre side af plateauet midt i billedet. Første crux på ruten - et fritstående og tyndt gardin ses lidt over midten af billedet.

Skotten der fører første reblængde har ikke klatret femte grad i flere år, og det går laaaaangsomt..... Den første reblængde er endda den letteste på ruten (et bredt slab på ca. 70° med forholdsvis tyk is), så Carsten og jeg kigger lidt misfornøjet på hinanden. Heldigvis klatrer andenmanden sikkert og hurtigt, så det hjælper en del på optimismen da han når standpladsen og vi kan komme i gang. Carsten fører første reblængde hurtigt, men det får han ikke meget ud af, da der kun er plads til én på standpladsen. Han må således pænt vente ved en skrue mens den gode skotte klatrer første crux på ruten – et tynd, smalt og fritstående gardin. Lidt senere er det mig der fører dette crux på anden reblængde og det er enormt underholdende klatring. Gardinet er kun et par meter høj, så jeg er ikke så nervøs for at den skulle knække. Samtidigt er the gully begyndt at tage sin form, så jeg kan stemme ud på et tyndt lag is på højre side og få god balance.

Hans foran første crux på anden reblængde - et fritstående og tyndt gardin.

Reblængden er forholdsvis kort, så Carsten tilbyder mig også at føre tredje reblængde, der overraskende viser sig at være rutens mentale crux. Allerede på anden reblængde var ruten tynd og svært sikret (læs – test ikke dine stubbies!), men det viser sig at være vand i forhold til den næste reblængde der starter med en fritstående søjle der er så tynd at jeg uden problemer kan nå hele vejen rundt med armene med en slynge til at sikre bunden. Også her er underholdningsværdien stor, idet jeg igen kan stemme ud på tynd rimis på klippen. Bagefter går ruten op gennem den smalleste del af the gully. Ruten er heldigvis ikke lodret hér, men til gengæld er den umulig at sikre. “Isen” består af sne dækket af et tynd lag is som jeg nærmest kan presse skruerne igennem.

Hans er netop kommet forbi andet crux på ruten (3. reblængde) - en tynd fritstående søjle. Bemærk rim-isen på klippevæggen til højre som man kunne bridge ud på.

Flere gang misledes jeg til at tro at jeg er kommet til et godt stykke is, men hver gang bliver jeg skuffet. Jeg lader et par gange stubbierne sidde, men jeg er 100% klar over at de ikke vil kunne holde et styrt så jeg fokuserer på at lave sikre økse og crampon placeringer hver gang og ingen fejl! Klippen på begge sider er så solid at der ikke kan placeres noget i den, men halvvejs oppe ad reblængden får jeg øje på et klippe udhæng som har et rids der ligner en perfekt kile placering! Jeg klatrer op til ridset som jeg skal læne mig bagud i den ene økse for at nå. Jeg kan ikke se ridset, men idet kilen glider ned i det giver det en følelse af perfekthed. Jeg klatrer således videre i troen på at den kile, som den eneste sikring på de 40-50 m, vil kunne holde et styrt.

Carsten på vej op ad trejde reblængde. Hér kan man virkelig fornemme at man er i en gully.

Vi er nu nået frem til det tekniske crux på rute: The Rogue Pitch, som Carsten kaster sig over. Selve cruxet er nemmest i højre side i starten indtil den side bliver overhængende, hvorefter der skal traverseres til venstre. Da han kommer til traversen kan jeg se at Carsten kæmper med sig selv – det er første gang han fører femte grad siden han brækkede en ankel ved et førstemandsstyrt på isruten Bourgeaux Left i Canada i 2004. Jeg kommer med et par opmuntrende tilråb og til min store glæde ser jeg ham fortsætte opad med en selvsikkerhed jeg ikke har set på is længe. Også denne reblængde er enormt underholdende teknisk isklatring og samtidigt er isen endelig blevet tykkere.

Carten fører The Rogue Pitch (4. reblængde) som er det tekniske crux på ruten.

Hans fører det sidste is på ruten (5. reblængde).

Efter The Rogue Pitch skifter ruten karakter idet hældningen aftager og fortrinsvis bliver til snefelter afbrudt af enkelte isfelter hvori man kan sikre.

Smuk udsigt mod nordøst fra toppen af 5. reblængde.

Sneen er fantastisk idet den er meget tæt pakket og de fleste økseplaceringer føles således meget sikre.

Carsten følger efter på 5. reblængde. Ruten består nu hovedsagligt af snefelter der ind imellem kan sikres med skruer i mindre isfelter.

Klik på billede for at se film fra ruten (kræver installation af Quicktime)

Vi får endelig gælde af vores 70 meter reb, idet vi reducerer de sidste fire reblængder til tre og inden vi ved af det står vi foran det sidste crux på ruten – den overhængende cornice ved toppen, hvor jeg dog heldigvis spotter en svaghed hvor sneen “kun” er lodret.

Carsten fører 6. reblængde.

Da jeg når den er det et godt stykke tid siden jeg har haft mulighed for at sætte en skrue og jeg bander således lidt over vores fravalg af et snespyd da jeg nærmer mig det lodrette stykke.

Carsten ved standpladsen efter 6. reblængde.

Det er sgu lidt vildt at klatre lodret sne, men heldigvis er den kompakt og placeringerne virker således forholdsvis sikre. Jeg fokuserer på at fordele vægten på alle fire økse- og crampon-placeringer og ikke trække/løfte for hårdt i nogen af dem. Det er en fed følelse at hamre økserne i det vandrette topplateau og så trække hovedet op over kanten. Vinden rammer mig med et slag i ansigtet og jeg mødes af den mest utrolige solnedgang bag nødhytten og top-mærket. Jeg topper ud og laver hurtigt et sneanker med mine økser, hvorefter Carsten klatrer det sidste stykke.

Det sidste crux på ruten, den overhængende cornice, hvor vi heldigvis fandt en svaghed der "kun" var lodret til venstre i billedet.

Top-plateauet er berygtet for at være svær at navigere da der er kanter man kan falde ud over i alle retning undtaget mod vest så vi får hurtigt pakket sammen så vi kan komme så langt ned som muligt inden det bliver helt mørkt.

Ben Nevis summit

Shelter (til venstre) og top mærket (til højre) på toppen af Ben Nevis.

Mens vi roder rundt ved top-mærket for lige at tage det obligatoriske top-billede, får vi nærmest et chok da en enlig klatrer dukker op af mørket. Han har soloet en anden 5. grads rute og spørger om han må følges med os ned. Det har vi selvfølgelig intet imod – især ikke da det viser sig at han kender en smutvej tilbage til bilen, som vel sparer os for en times nedstigning!

14 timer efter vi satte i gang står vi tilbage ved bilen. Det har været en fantastisk dag og en fantastisk rute med en fantastisk lang tilgang og nedstigning! Næste dag tager vi således en velfortjent hviledag på Oban destilleriet før vi atter vender næsen hjem mod Danmark med trætte ben og smil på læben.