En del af vores plan med at slæbe telt og soveudstyr med op til ruten var at kunne studere den i dagslys.
Carsten på vej på til ruten med Aig. du Moine (forest tv) og Mont Blanc bag sig. |
Det får vi rig lejlighed til i vejrvinduet, hvilket er rigtigt rart. Det giver en meget bedre forståelse for guidebogens beskrivelse af især bergschrunden og side-couloiren som man skal følge i starten.
Hans læser højt fra guidebogen mens vi nærstuderer ruten og bergschrunden. |
Og her er den så i close-up: den famøse Whymper couloir. Man er ikke i tvivl om at det er et seriøst projekt med relativ høj objektiv fare når man står og beskuer den nedefra..... Hvordan bliver det mon at klatre den? Holder vejret? Well, i det mindste er abseil-pisten langs ruten (til højre langs klipperne set nedefra), så vi vil kunne baile når som helst på ruten, hvis vejret bliver dårligt, laviner begynder at gå eller klippestykker begynder at høvle ned om ørene på os.....
Ruten og bergschrunden tæt på. Før musen over billedet for at få udpeget ruten vi klatrede. |
Natten mellem dag 3 og 4: The Whymper Couloir Vi sover så meget som muligt i løbet af dagen og aftenen og kl. 24.00 ringer alarmklokkerne. Umiddelbart har jeg ikke meget tro på at vi kommer til at klatre pga vejret men Carsten råber begejstret "det er stjerneklart!". Ufatteligt og vi får hurtigt sat gang i brænderen og varmet vand - kl. 1.15 går vi ud i den klare og halvkolde nat.....
Carsten foran "cruxet" i bergschrunden - en snebro mellem en fritstående serac og snefeltet ovenover. |
Vi klatrer bergschrunden som planlagt i dagslyset. Ruten byder straks på udfordringer - sneen er OK, men noget løs i det. Det står således hurtigt klart at økserne kun kan bruges til at holde balance - de vil ikke kunne fange et styrt.
Hans i det store snefelt nederst på ruten. |
Rébuffat har således ret i at ruten kræver "proper cramponning" - tænk med fødderne!
Hans soloer den smalle couloir parallelt med den store hoved-couloir. |
Side-couloiren, som vi klatre den første 1/3 af ruten, bliver gradvist smallere og mere og mere stenfyldt. Vi solo-klatrer og skiftes til at klatre forrest. Efterhånden som den bliver smallere kan vi ikke længere klatre samtidigt idet vi ikke kan undgå at kaste sne, is og klippestykker ned. "Anden-manden" må således stille sig i ly for skytset og så klatre når "første-manden" holder pause. Det koster tid! Jeg fører det sidste stykker, hvor jeg kommer til nogle klippe-blokke med tynd is imellem. Jeg mix-klatrer over dem, hvilket viser sig at være ganske udfordrende - specielt uden sikring og med et sort dyb under sig..... Da jeg ikke efterlader meget is til Carsten og samtidigt står lige ved siden af et abseil anker opfordrer jeg til at sikre ham, hvilket Carsten fornuftigt nok takker ja til.
Sådan ser slutningen på den smalle side-couloir ud. Hér klatrer man således til venstre over en klippe-kam til selve hoved-couloiren (billedet taget i daglys på vej ned ad ruten). |
Vi er nu nået til det punkt, hvor vi skal traversere til venste over en klippe-kam til hoved-couloiren. Sneen på klippe-kammen er ukonsolideret så jeg fortsætter med at sikre Carsten mens han klatrer kammen. Sneen er blevet dybere og samtidigt stejler det til, så jeg foreslår at vi begynder at klatre parallelt hvilket Carsten er med på. Det begynder at sne lidt og vi kan se skyerne trække sammen om Mont Blanc og Grande Jorasses. Ikke godt - men vi vælger dog at fortsætte mens vi holder et skarpt øje med vejrsystemet bag os.....
Selve hoved-couloiren klatrer vi parallelt da sneen gradvist bliver løsere mens ruten bliver stejlere.... |
Vi har kun begrænset udstyr med på ruten (en håndfuld skruekarabiner, seks ekspres-slynger, to T-blocks, et kile-sæt, to friends (størrelse 1 & 2), fire pitons og en håndfuld isskruer), så da jeg når ca. 2/3 op ad hoved-couloiren løber jeg tør for ammunition. Jeg sikrer Carsten op til mig, hvorefter han fører resten af ruten op til sadlen.
Carsten nærmer sig Col de la Grande Rocheuse |
Ruten er nu 55° stejl og sneen er løs. Den føles dog sikker nok mht. laviner, men det tager sin tid at komme opad.....
Carsten har nået sadlen og sikrer nu Hans det sidste stykke. |
Side 1 2 3
klik på sidetal for valg af side