Uddrag fra Gaston Rébuffat's The Mont Blanc Massif - The 100 Finest Routes:

"The Aig. Verte is a fine peak, for its height, its setting and its appearance. There is no easy route to the summit; the ordinary route, whether the Whymper Couloir or the Moine Ridge, is itself a major route. It is on the Verte that you become a mountaineer. The Whymper Couloir is a fine snow route, direct and elegant. The central part of the couloir is in fact steep and formidable, the upper part being perhaps wider but its average angle (47° between 3700 and 3950m) is 55° from 3950 to 4051m at the Col de Rocheuse. This route must not be undertaken except in good conditions, that is when the couloir is snow and not ice, and after a freezing night; when you yourself are fit, that is able to crampon up well, and keep to a timetable which will get you away from the Couloir at 9 am at the latest. The Whymper Couloir is in fact a prime example of the sort of difficult route that can become dangerous: the steepness of the slope does not change, but if you are late the couloir becomes a trap, since the snow, melted by the sun, is not so good for cramponning, may avalance and can even allow stonefalls from stones frozen in and now melted out....... the route demanded technique and clear thinking: proper cramponning. This is of course automatic, but in spite of the temptations of the setting, the attention must not wander even for a second, a millionth of a second."

Som det tydeligt fremgår af ovenstående uddrag af Rébuffat's berømte bog er Aig. Verte en helt speciel top i Chamonix - der er ingen let vej til toppen. Letteste rute er graderet AD (klipperuten Moine Ridge, der anes til venstre på billedet nedenfor) og den oftest benyttede rute Whymper Couloiren er graderet AD+. Samtidigt er Whymper notorisk berygtet for objektive farer i form af laviner og stenfald. Det anbefales derfor at klatre ruten om natten, i koldt vejr, og ikke efter større snefald. Carsten P. Jensen og jeg har før været i Chamonix med ruten som mål (læs historien her) uden at få den i kassen - i påsken 2005 forsøgte vi igen.....

Whymper Couloiren, op til sadlen (Col de Rocheuse) mellem Aig. Verte og Grande Rocheuse.

Før musen over billedet for at få udpeget ruten og toppene.

Normalt klatres Whymper couloiren i forsommeren (typisk juni), hvor sneforholdene er bedre end nu (dvs mindre og mere konsolideret sne). Vi er således klar over at vores projekt er ambitiøst - ikke mindst da vejrudsigten ikke er for god: der er snevejr på vej og det er ikke specielt koldt.

Carsten på vej op ad couloiren til Couvercle hytten. I baggrunden ses Mont Blanc og Mere de Glace.

Vi laver derfor tilgangen i to omgange - først til den gamle Couvercle hytte og så videre til ruten. De fleste laver ruten direkte fra hytten (tager ca. 2 t at går fra hytte til rutens start), men vi har valgt at slæbe et telt derop af tre grunde: 1) Vi vil kunne nærstudere ruten og ikke mindst bergschrunden i dagslys før vi klatrer; 2) Vi vil spare tid på selve topdagen - vi ved at vi ikke er verdens hurtigste alpinister og desuden er forholdene ikke optimale; 3) Vi vil akklimatisere bedre til højden og dermed blive hurtigere.

Den gamle Couvercle hytte (tv) og Whymper couloiren (th).

Vi har diskuteret hvorvidt vi skulle lave tilgangen på ski, snesko eller til fods og har valgt det sidste. De to første metoder vil give os ekstra vægt, hvilket vi ikke er meget for, så vi har satset på gode sneforhold. Langt det meste af vejen er der gode forhold, men ind imellem går vi igennem sneen helt på til hoften. Især de sidste 50-100 højdemeter op til Couvercle hytten er seje...... Alt i alt fortryder vi dog ikke vores valg af transportmiddel!

Carsten er ved at forsvinde i den dybe sne på de sidste 50-100 højdemeter op til hytten.

Dag 2: Couvercle hytten (2700 m) til foden af Whymper Couloiren (3400 m)

Vi har hele hytten for os selv - det lader til at andre har valgt at blive nede pga den halvdårlige vejrudsigt. Vi får således en god nats søvn og står tidligt op næste dag, så vi kan tilbagelægge den sidste del af tilgangen på hård sne. Vi går langs Aig. du Moine kæden cirka lige langt fra klipperne og spalterne, så vi ikke bliver ramt af faldende klippestykker (sten i sneen minder en om at klippen ovenover ikke er fast!) eller falder i en spalte. Samtidigt lytter jeg hele tiden til sneen - sætter den sig???

Hans på vej ad Talèfre gletscheren langs Moine bjergkæden til ruten. Som det ses er vejret "tungt".

En af de ting man kan diskutere i uendelighed er hvorvidt man skal være bundet ind når man går på en gletscher. Det umiddelbare svar er selvfølgelig "JA!", men kontraindikationerne er bl.a. at man går langsommere indbundet og at en evt. lavine vil tage begge parter i et reblag, og dermed ikke efterlade nogen til at redde makkeren..... Pest eller kolera? Well, en pæn del af tilgangen fra hytten til ruten går ad potentielle lavineskråninger, så som på Mustagh Ata vælger vi at gå frit, vel vidende at en af os vil kunne falde i en spalte og ende vores dage dér.

Hans studerer en gletscher spalte - skal vi lægge teltet i den? Svaret bliver nej - bunden ser ikke solid ud.

Dag 3: Ved foden af Whymper Couloiren (3400 m)

Da vi kommer frem sætter vi teltet op i en mindre fordybning (= gletscherspalte) for at beskytte teltet for vinden - selvfølgelig prober vi lige sneen i spalten først og sikrer os at den er snebroen er solid - vi skulle jo nødigt vågne op i "kælderen". Samtidigt er sneen her næsten plan så vi ikke skal grave så meget sne væk for at lave et plant underlag.

Vores lejr i 3400 m ved Whymper couloiren. Teltet er sat i behørig afstand fra klippen og bergschrunden så vi ikke bliver "vækket" af stenfald eller laviner...... Forrest ses Aig. du Moine kæden som man går langs for at komme til ruten.

Vi vender teltindgangen således at vi har direkte udsyn til ruten - så kan vi studere den til vi kan den i søvne og samtidigt observere om den er stabil mht. laviner og stenfald. Det sneede 10-15 cm natten mellem dag 2 og 3 men heldigvis er der sol på ruten idag -> sneen sætter sig. Vi har fået en vejrudsigt pr. SMS fra DK der fortæller os at den bedste chance er i nat - i morgen begynder det nok at sne igen..... Egentlig ville det være optimalt med én dag mere til at lade sneen sætte sig, men da vi ikke observerer nogen laviner bliver vi enige om at stå op ved midnat og gå kl. 1.00 - hvis vejret holder.....

Udsigt til Whymper Couloiren fra telt åbningen.