Efter den vellykkede ekspeditionen til Mt. Elbrus i 2003 begyndte Lotte Olesen, Carsten Jensen og undertegnede at kigge os om efter et endnu højere bjerg med samme relativt lette tekniske sværhedsgrad. Valget faldt hurtigt på Mustagh Ata (7546 m) i Xinjiang provinsen, Kina, hvor normalvejen går op ad en gletscher med 20-30 graders hældning hele vejen, med et isfald midt mellem top og basecamp som "crux". Vi var enige om at ville bestige bjerget i alpin stil, dvs. hele tiden tage lejren med os, fremfor den klassiske ekspeditionsstil, hvor adskillige lejre opbygges før et topforsøg. Vi valgte at koble os på logistikken fra en kommerciel ekspedition fra SummitClimb.com som så sørgede for klatretilladelsen, invitation fra den kinesisk bjergklub, transport fra Kashgar til basecamp og mad og telte i basecamp. Over basecamp var vi dog helt på egen hånd. Et par måneder før afrejsen koblede Martin Bank Rasmussen sig til ekspeditionen så vi ialt blev to reblag.
Lotte og Martin med vores store vadsække med bagage. Ved at sende 30 kg i forvejen med kurrér og rejse i bjergstøvler, dunjakker m.m. lykkedes det os stort set at undgå at betale for overvægt selvom vi kun måtte have 20kg udstyr plus håndbagage med hver!
Klik her for at download udstyrsliste i Excel format |
Rejsen til Kashgar går via Beijing og Urumqi. Unægtelig lidt af en omvej i forhold til at rejse fra København, men alternativet, at flyve direkte via Rusland var væsentligt dyrere og ingen af os have lyst til at rejse med Sibirian Airlines.....
Kort over Kina med Beijing (B), Urumqi (U) og Kashgar (K) markeret. Mustagh Ata ligger sydvest for Kashgar nogle hundrede kilometers kørsel ad Silkevejen |
Vores første møde med Kina bliver en overnatning i Beijing før vores fly fortsætter til Kashgar via et kort flyskifte stop i Urumqi. Straks vi kommer ud i ankomsthallen lader Carsten og co. sig hustle ad nogle lokale der tilbyder sort taxi og luksushotel til total overpris! Da vi ikke kender priserne lader vi os dog overtale af de venlige kinesere, hvilket vi dog ikke gjorde på vejen hjem og derved sparede en del......
Carsten og Lotte i vores lækre men dyre suite på hotel nær Beijing lufthavn. Sidste luksus i tre uger..... |
Vi har 24 timer til at se Beijing, så vi laver et lynvisit til den Himmelske Fredsplads, den Forbudte By og et markede hvor alle tænkelige og utænkelige fødevarer var til salg. Pga vores forestående ekspedition var der dog ingen der havde lyst til at tage risikoen for en maveinfektion ved at sætte tænderne i en slange, skorpion, fugleunge, orm, tusindben etc...... Markede i Beijing hvor der bl.a. kunne købes og spises slanger, skorpioner, fugleunger, orme, tusindben m.m. |
Næste dag ankommer vi til Kashgar, hvor vi har to overnatninger på Seaman Hotel (det tidligere britiske konsulat!) inden vi endelig skal ud i bjergene. Temperaturen er over 30°C så jeg ser virkelig frem til at komme op i kulden! Vi bliver hentet af Ted Callaghan i lufthavnen der er leder af Mountain Madness' ekspedition som vi sammen med Jon Otto's SummitClimb.com ekspedition skal dele basecamp med. Fedt at møde nogle af de andre ekspeditionsdeltagere, der som ventet er en blandet skare. Det viser sig dog hurtigt at vi er de mest erfarne i gruppen, og alle de andre vil bestige bjerget med guide i ekspeditionsstil med lejre opbygget af to tibetanske sherpa'er - dårlig stil!!! På gåtur i den gamle muslimske del af Kashgar, hvor vi for første gang stifter bekendtskab med de lokales passion for pool. |
Kashgar ligger i den muslimske del af Kina og befolkes primært af Uygur'er (92%) efterfulgt af Han kinesere (5%) og Tajik'er (1%). Umiddelbart bliver jeg overrasket over hvor stor religiøs frihed der ser ud til at herske her, og senere fortæller Jon mig at det skyldes de lokales manglende oprør i forhold til f.eks. Tibet.
Moské i den gamle bydel i Kashgar |
Idet man går ned ad hovedgaden er man dog ikke i tvivl om at Han kineserne bestemmer og dominerer idet de på den ene siden af gaden har bygget store (og grimme) regeringsbygninger.....
Kinesisk arkitektur når den er værst! Fra den rige (Han kineser) side af hovedgaden |
mens der på den anden side af gaden ligger forfaldne lokale bygninger....
Forfaldne bygninger på den fattige (lokale) side af hovedgaden |
Vi har sendt 30 kg bagage i forvejen og det er rart at se at næsten alt er ankommet i god behold. Dog har tolderne konfiskeret vores kakao pulver da man tilsyneladende ikke må importere mad. Heldigvis har de dog ikke taget vores GU (sportsgel), da Jon Otto havde oversat det til Climbing Glue!!! Maden i basecamp har vi købt os til via logistik pakken, men vi skal selv sørge for maden på bjerget. Vi har medbragt frysetørret aftensmad, sportsdrik på pulverform og sportsgel, men mangler morgenmad, frokost og slik. Vi tager hen i det lokale supermarkede, hvor vi køber ind for 1000 kr. De lokale er ved at falde om af nygerrighed - jeg tror aldrig de har solgt så meget og der er sikkert blevet holdt fest om aftenen. Det er en blandet fornøjelse at købe ind, da vi har problemer med at finde f.eks. morgenmad: müsli eller havregryn kan f.eks. ikke opdrives. Men heldigvis redder Jon Otto os, idet han har et overskud af vestlig morgenmad som vi køber af ham.
Lotte og Carsten ompakker på Seaman hotellet |
Næste morgen tager vi afsted som planlagt. Indtil videre er jeg imponeret over Jon Otto's organisationstalent. Han er amerikaner men er kinesisk gift og taler flydende kinesisk. Endvidere opholder han sig det meste af året i Kina hvor han guider og arrangerer trekking og klatreture. Han har således check på de lokale, hvilket er fedt at konstatere, da det netop var hovedårsagen til at vi valgte at betale os fra logistikken fremfor at arrangere alt selv. Han er pengene værd! Vi kører ned ad Silkevejen og de første par timer går det hen over sletter, men snart tårner Pamir bjergene sig op - FEDT!
I bus på vej ned ad Silkevejen til Subashi
|
Det tager godt 5 timer at køre fra Kashgar til Subashi og halvvejs gør vi stop i en lille ladsby for at spise frokost. Der er virkelig gang i byen der er en blanding af markede og restauranter. Vi får den lokale shishi-kebab som jeg er noget nervøs for at sætte tænderne i - det ville være ærgeligt at begynde ekspeditionen med en maveinfektion..... Det smager dog fremragende og kun guiderne får dårlig mave!
Den lokale slagter, der ikke ligefrem styrkede ens tro på at undgå en maveinfektion! |
|
