Den videre rute så som sagt fint ud i vejrvinduet der kom om eftermiddagen.

Spor på ruten på til lejr 4 taget dagen før vi begyndte opstigningen.

Da Martin og jeg kommer tilbage til camp 2 bliver vi glade for at se at Lotte og Carsten allerede har slået lejr dér. Der er nu tale om regulær snestorm og Martin og jeg får således hurtigt sat teltet op og kommer i læ for vinden. Alle andre er gået ned af bjerget og vi er nu helt alene højt på bjerget - tror vi! Om aftenen hører vi nemlig skrig som gav os alle et kæmpe chock! HVEM, HVOR? Det viser sig at være en Japaner som soloer bjerget og som i frustration over at have ligget i camp 2 i tre døgn for at vente på godt topvejr vist var blevet lidt skør i bolden.

Lotte og Carsten kigger ud af deres telt og observerer Martin og Hans sætte deres telt op i snestormen.

Klik her for at høre en live kommentar fra teltet....

Det har nu sneet i tre døgn og de andre telte i camp 2 er efterhånden helt dækket af sne. Vi holder jævnligt møde for at diskutere situationen. Jeg er ikke meget for at give op og er villig til at lave et topforsøg direkte fra lejr 4 - jeg er godt gående og har indtil nu ikke haft problemer med højden. Det kræver dog at det holder op med at sne, hvilket der ikke er meget udsigt til. Til sidst må selv jeg erkende at spillet er slut - det har sneet så meget at det vil tage 2-3 dage med godt vejr for at sneen kan sætte sig til at det atter bliver sikkert at bevæge sig opad (eller nedad!). Og vi har kun tre dage til vi skal hjem, så dermed er slaget tabt. Fokus vender sig derfor mod at komme sikkert ned.

Vi er ved at sne inde! Sammenlign med billedet ovenfor der blev taget et par døgn tidligere.

Dag 17 (lejr 4 til basecamp):

Om morgenen diskuterer vi atter vores muligheder. Der er to holdninger: 1) at blive hvor vi er til sneen har sat sig så det er sikkert at gå ned; 2) at gå ned så snart der kommer et vejrvindue. Idet de wands der markerer ruten ned enten er blevet dækket af sne eller er ved at blive det vælger vi løsning 2 vel vidende at vi kommer til at gå gennem lavine udsatte skråninger meget af vejen...... Men for alt vi ved kan det blive ved med at sne i dagevis og så vil vi måske ikke kunne finde ruten ned forbi spalterne i isfaldet. Af alle onder vælger vi så lavinefaren og bliver enige om at pakke og håbe på et vejrvindue i løbet af dagen. Som et mirakel kommer der opklaring mens vi pakker og så får vi fart på nedad. Carsten træder spor og det er igen klamt - sneen bryder konstant foran ham, men heldigvis kommer vi sikkert forbi de mest udsatte skråninger.

Teamet på vej ned mod isfaldet. Carsten træder spor i dyb sne på lavine udsatte skråninger - klamt!

Klik her for at høre en live kommentar på vejen ned....

Dermed er vores trængsler dog ikke forbi da det begynder at tordne. Lotte mærker sine metal vandrestave sitre og smider dem fra sig. Hun vil ikke videre og hun & Carsten vælger at sætte sig ned på et underlag og vente på opklaring. Jeg har bare fået nok og fortsætter i endnu mere forceret tempo nedad. Der er dårlig sigt men jeg kommer dog frem til øvre camp 1 hvor vi møder Jon Otto og co. Han vil op og redde sit udstyr fra camp 2 & 3. Vi siger at det er vanvittigt, men han er ikke til at stoppe - eller rettere han sender sine sherpaer afsted efter udstyret dagen efter. Endnu engang bliver jeg bekræftet i mine fordomme mod kommercielle ekspeditioner - det er sgu for åndsvagt at sætte menneskeliv på spil for nogle få tusind $! De kommer dog sikkert ned med udstyret dagen. Jon kunne dog fortælle at det havde været klamt at gå op til Camp 2 og at han havde løsnet remmene på sin rygsæk beredt på at udløse en lavine.... Vi kommer også alle fire sikkert ned til basecamp samme dag vi begyndte nedstigningen og bliver mødt som konger. Folk har ikke hørt fra os i dagevis og var bekymret for vores skæbne i snestormen. Jeg bliver mødt af Ding 50 højdemeter over basecamp hvor han insisterer på at bære min rygsæk. Han får dog et chock da han får den på ryggen og grynter højlydt over vægten - han skulle have båret den for godt en uge siden da den var endnu mere fyldt med mad og gas! Vægten er vel faldet fra 28 kg til 20 kg.... De andre får samme modtagelse og vi får hurtigt stukket ildvand og øl i hånden - det skal fejres at vi er sikkert nede!

Lotte på vej over en grat i isfaldet med en tordensky hængende over hovedet.

Vi har et par dage tilbage inden vores udstyr bliver afhentet i basecamp, så vi vælger at tage på en udflugt til Taxkorgan - sidste store by på silkevejen før Pakistan. Vi tager ned til Silkevejen og får stoppet et par biler der tager os med.

Kort over Xinjiang provinsen med angivelse af Kashgar (K), Mustagh Ata (M) og Taxkorgan (T).

Dag 18 (Taxkorgan):

Skønt at komme ind på hotellet men noget af en skuffelse da det viser sig at der kun er iskoldt vand. På vejen tilbage vil vi dog besøge nogle varme kilder som vi så kan bade i - derfor udsætter vi badet selvom man vist roligt kan sige at alle trænger til at se lidt sæbe! Istedet går tiden med at spise spændende egnsretter, drikke mere ildvand & øl og se det lokale kulturcenter. Jeg får også set nærmere på det lokale apotek der er en spændende blanding af kopieret vestlig medicin og traditionel kinesisk medicin. Lidt fagidiot har man vel lov til at være! Desværre viser de varme kilder at være noget af et flop. Lotte og jeg mener det ligner en KZ lejr fra krigens tid og selv ikke tre ugers mangel på bad kan få os til at tage et hér! Carsten og Martin har dog større mod og så vidt vides har de ikke fået alvorlige sygdomme af besøget!

Zhu skænker op af det lokale ildvand. Ding til højre for ham blev så fuld at han skulle bæres i seng - kraftige sager!

Dag 19 (Subashi til basecamp):

Da vi kommer tilbage til Subashi bliver vi som sædvanligt mødt af de lokale kirgisere der tilbyder at køre os til basecamp. Jeg går sammen med Kah Shin der forhanlder med dem på kinesisk og til sidst får vi køreturen på motorcykel ned på 20 kr - så springer vi til. Det viser sig at være rigtig sjovt at køre med de to unge fyre der er fulde af fis og ballade. F.eks. påstår de konstant at deres motorcykler er ved at bryde sammen så vi må gå ved siden af - samtidigt prøver de at presse prisen op! Vi kommer dog sikkert og hurtigt frem til basecamp - så vi kan håne Lotte, Carsten og Martin da de dukker op timer senere :-)

Kah Shin på motorcykel fra Silkevejen til basecamp med kirgisisk chaffør i den typiske uniform: jakkesæt. Farligere end at klatre på Mustagh Ata!

Dag 20 (basecamp nedlægges):

Dagen efter begynder nedpakningen og så er der fest for de lokale der laver de sidste desperate forsøg på at sælge deres kram. De prøver også at bytte sig frem - f.eks. fik jeg tilbudt et bjergkrystal for mit Hilleberg Nallo2 telt!

Fire kirgisiske piger i deres sædvanlige farvestrålende påklædning.

Jeg køber et par småting og giver en del væk til dem. Undgår dog at give dem søde sager da deres tænder er dårlige nok i forvejen! Endeligt får vi pakket sammen og begiver os ned til Subashi hvor bussen henter os som aftalt. Logistikken har virket perfekt hele vejen igennem og vi er meget tilfredse med den pakke vi købte af Jon Otto.

Trængsel foran kameraet da de lokale børn finder ud af at de kan se sig selv på skærmen af det digitale kamera!

Afskedsbilledet bliver taget, og i bussen og flyene på vejen hjem er der rigeligt med tid til at reflektere over ekspeditionen. Aldrig har jeg brugt så meget tid på så lidt klatring. Sammenlagt har vi vel gået op eller ned af bjerget i 24 timer på en måned! Yderligere har der ikke været tale om teknisk klatring som ellers er det jeg brænder mest for, men derimod uteknisk gletscher vandring. Det viste vi dog godt på forhånd - vi valgte netop Mustagh Ata da vi ville afprøve højde under relativt sikre forhold. Jeg har været godt gående og uden nogen symptomer på højdesyge op til de 6300 m jeg nåede - så det er jeg meget glad for at kunne konstatere. Vi fik også konstateret at vores alpin stil fungerede fint. Havde vi haft mere held med vejret er jeg overbevist om at vi havde nået toppen. Vejret var dog usædvanligt dårligt i 2004 sæssonen, så det er bare ærgeligt! Kulturelt og socialt har det dog været en kæmpe oplevelse så jeg fortryder bestemt ikke at have brugt en måned på projektet.

Jeg reflekterer også over om vi lavede den rigtige beslutning om at vende om - det er så forbandet svært at træffe beslutning om at give op når man har trænet så hårdt og brugt så meget tid & penge på projektet. Jeg mener dog, at vi gjorde det rigtige under de givne forhold - men kommer man nogensinde på toppen af et højt bjerg, hvis man ikke tager en chance og fortsætter gennem dårlige forhold? I det mindste er jeg i live så jeg har mulighed for at prøve igen.......

Ekspeditionsdeltagerne umiddelbart før afrejsen (undtagent Bill, Bret og Jim der tog hjem før tid). Øverst fra ventre: kokken, Awang (sherpa), Jon Otto (guide), Martin, Lotte, Carsten, Denny Bohannon, Bob Oglesby, Hans, Ted Callahan (guide), Pempa (sherpa), Jon Davide "JD" Stewart. Nederst fra ventre: Ding Yinglu, Kah Shin Leow, kokkedrengen, "baben" Tina (ikke medlem) og Zhu Jin.