Selvom kurset officielt var slut var det ikke enden på fornøjelserne. Dagen efter var alle lidt matte i benene, så vi besluttede os for lidt adspredning ved at tage til Schweiz og klatre boltede ruter. Og så diskuterede vi ivrigt hvad vi skulle bruge den resterende tid til. Man blev jo nærmest paralyseret af de mange muligheder Chamonix byder på, men et tilbagevendende tema var at lave en skibestigning af Mont Blanc – det største problem med det forslag (udover den stejle nedkørsel!) var at liften op til normalruten via Goûter hytten var lukket og den vej ville dermed være MEGET lang med ski på ryggen det meste af vejen. Allan foreslog derfor en anden rute: op med Aig. de Midi liften og via Mont-Blanc de Tacul og Mont Maudit til Mont Blanc. Et krævende projekt, som dog fik dødsstødet da vi spurgte til rutens beskaffenhed på guide kontoret “Ingen har gjort det i år da der er en kæmpe spalte under Mont-Blanc de Tacul som skal passeres og med en serac ovenover som kan ryge når som helst!”. I betragtning af hvor mange vilde & dygtige skifreaks der er i Chamonix og som ikke havde lavet ruten, var det ikke svært at forstå beskeden – hold jer væk! Så det gjorde vi, og skibesteg derfor Mt. Buet (3086m) istedet. Det er en flot top i Le Aiguilles Rouges massivet som således ligger på den anden side af Chamonix dalen i forhold til Mont Blanc. Vi havde set den markante snetop flere gange under kurset og den havde et face der så ud til at byde på lækkert skiløb. Ruten opad gik ad den sydvestlige grat og det gik fint - de 1800 højdemeter kunne dog godt mærkes da vi nåede toppen. Det blev dog hurtigt glemt da man så den fantastiske udsigt: bedre platform til at se hele Mont Blanc massivet findes vist ikke!

Allan og Hans på vej op ad Mt. Buet - toppen ses øverst tv.

Den kommende nedkørsel direkte ned fra toppen studeres nøje.....

Birgitta på vej mod en lille fortop hvor der er placeret et radiotårn.

Vi andre er krybet i ly for vinden og er ved at gøre frokost klar.....

Og så gik det ellers nedad. De fleste vælger at stå ned samme vej som man gik op – så ved man jo også hvad man får! Allan overbeviste os dog om at skiløbet ville være meget bedre direkte ned ad facet via en couloir, så den vej valgte vi. Selvom vi endnu engang havde haft alpin start var temperaturen i det solrige vejr efterhånden blevet høj, så sneen var tung. De øverste 10-20 cm sne var meget våde og der var således god basis for at starte vådlaviner. Det lykkedes også ganske godt, idet Allan med vilje skar laviner ved at traversere snefelter, hvorefter vi sikkert kunne stå på ske ned over lavinen. Teori omsat til praksis – meget pædagogisk! Alt i alt var skiløbet nedad superfedt på trods af den våde sne og Mt. Buet kan helt klart anbefales som en god dagstur.

På vej ned over facet. Fladerne hvor sneen er helt hvid er de skårne laviner....

Hovsa... Teknisk uheld!

Dagen efter blev hviledag pga regn og så fik vi istedet luftet kreditkortet i de mange lækre klatrebutikker.... Sidste dag slog vi os sammen med Carsten Engedal, Philip Ulrich og Jesper Nyberg som netop var vendt “hjem” til Chamonix efter at have prøvet kræfter med Le Haute Route. Vi havde efterhånden fået nok af at gå opad på ski og valgte derfor at tage liften op til Aig. de Midi (3842m) og så lave super klassikeren “Le Vallée Blanche” ned til Montenvers toget (1913m), 1900 højdemeter nedad – hvor skønt! Natten i forvejen havde det sneet, så der lå 10-20 cm puddersne og ventede på os. Vi fik således den helt usædvanlige oplevelse at være de første til at lave spor ned over gletcheren, og det gav nærmest gåsehud at kigge tilbage på snefelterne med seks perfekte slangespor ved siden af hinanden – yiehah! Alt for hurtigt kom vi dog til de spaltede områder, hvor det således kom til at gå mere op i at følge sporet end at nyde skiløbet og den nederste 1/3-del af ruten på Mer de Glace var ren is, så det var nærmest som at køre på ski henover brosten! Det var dog alligevel en superfed tur selvom det absolut var sidst på sæssonen!
Alt i alt var det en fantastisk uge. Allan var en formidabel instruktør som med stor entusiasme øsede af sin enorme viden og vi lærte således en masse mens vi samtidigt havde store, smukke og udfordrende oplevelser. Endvidere fik jeg åbnet mine øjne for Chamonix’ fortræffeligheder, så det er bestemt ikke sidste gang jeg har sat mine ben dér.

Slut på artiklen, men jeg løj ikke mht. at besøge Chamonix igen.... 3 uger senere var jeg der igen, hvor jeg besteg Les Courtes (3856 m) sammen med Carsten Jensen. Klik på billedet th for at læse den historie....